Ordrupgaard tilbyder en bred vifte af spændende omvisninger, som varetages af vores dygtige kunstformidlere. Omvisningerne kan fungere som spændende indslag i forbindelse med f.eks. fødselsdage, dates, arbejdspladsarrangementer, familieudflugter eller faglige og sociale klubber.

For at booke en privat omvisning skal du bruge vores bookingformular:
Book din omvisning ved at trykke her

Praktiske informationer om private omvisninger:

  • Vi tilbyder omvisninger i en række fastlagte temaer, som du kan læse mere om længere nede på denne side.
  • En omvisning har en varighed på 45-60 minutter.
  • Der er intet minimum antal deltagere. Vi laver gerne omvisninger for enkeltpersoner, såvel som for grupper på op til 25 personer.
  • Omvisningerne kan bookes i museets åbningstid.
  • Bemærk venligst, at omvisninger skal bestilles senest 10 dage i forvejen.
  • Pris for omvisning på dansk: 1.100 kr. + entré for gæster uden årskort. Tillæg på 200 kr. for omvisning på engelsk og fransk.

Hvis din forespørgsel ikke dækkes af formularen kan du kontakte os på booking@ordrupgaard.dk for at høre nærmere.

Hvis I ønsker at kombinere jeres omvisning med et besøg i museets café, Mondrups på Ordrupgaard, foreslår vi, at I reserverer et bord på forhånd.

Læs mere herunder vedrørende caféreservationer for grupper på mere end 6 personer.

Hvis I ønsker at kombinere jeres omvisning med et besøg i museets café, Mondrups på Ordrupgaard, foreslår vi, at I reserverer et bord på forhånd.

1-6 personer: Book jeres bord her.

7-14 personer: Hvis I er 7-14 personer bedes I kontakte caféen pr. mail for at booke bord og bestille mad på forhånd.

15 personer eller flere: Ved reservationer for 15 personer eller flere, tilbyder caféen en sandwich med eller uden kød og en valgfri drikkevare (økologisk sodavand eller øl) for 135,- pr. pers. Allergener, antal vegetarer og andre henvendelser bedes meldes en uge forinden besøget. Betaling foregår samlet. I bedes kontakte caféen pr. mail for at booke bord og bestille mad på forhånd.

Caféen kan kontaktes på: Ordrupgaard.Mondrups@outlook.dk

På Ordrupgaard har du mulighed for at bestille din egen omvisning for en mindre gruppe og få en helt særlig introduktion til museet og kunsten. Vi tilbyder omvisninger i en række fastlagte temaer, der uddybes herunder.

Aktuelle temaer:

Introduktion til Flora Yukhnovich – Into the Woods

I denne omvisning dykker vi ned i de store, farverige værker af den unge fremadstormende britiske kunstner, Flora Yukhnovich (f. 1990). I et sanseligt billedsprog, der placerer sig et sted mellem figuration og abstraktion, indarbejder Yukhnovich historiske stilarter. Værkerne tager udgangspunkt i en af rokokoens yndede genrer, nemlig fête galante, hvor flirtende adelsfolk mødes i skovens lysning. Samtidig overskrider hun de gængse genrekonventioner ved at lade finkulturen smelte sammen med populærkulturen.

Introduktion til Ai Weiwei – Water Lilies #1

Oplev en af verdenskunstens betydeligste stemmer, Ai Weiwei, med installationen Water Lilies #1 (2022). Det spektakulære værk består af over 650.000 legoklodser, og med en imponerende længde på 15 meter udgør det Ai Weiweis største legoværk til dato. Den enorme installation er en parafrase over Claude Monets ikoniske åkandemaleri Water Lilies (1914-26), der i dag befinder sig på MoMA i New York. Omvisningen vil begynde i Ordrupgaards franske samling, hvor en af museets kunstformidlere vil give jer en introduktion til den impressionistiske stilart. Herefter vil I sammen bevæge jer op til Ai Weiweis storslåede legoværk.

Mesterværker i den franske samling

Tag med på en omvisning i vores righoldige franske samling, som har fået en helt ny bygning, tegnet af det prisbelønnede norske arkitektfirma Snøhetta. På omvisningen går vi tæt på hovedværker af nogle af 1800-tallets største franske mestre som Edgar Degas, Claude Monet og Paul Gauguin, og undervejs vil I også høre om den nye spektakulære arkitektur.

Vilhelm Hammershøi og hans tid

Tag med på en omvisning i den danske samling, hvor vi går tæt på værker af Vilhelm Hammershøi og hans samtidige. Ordrupgaards grundlæggere Wilhelm og Henny Hansen var nogle af de første samlere af Hammershøi og L.A. Ring, og museet er derfor særligt rig på de to kunstneres værker. Derudover samlede de også på værker af Fynbomalerne og den ’danske impressionist’ Theodor Philipsen. På omvisningen ser vi nærmere på de nævnte kunstnere og taler om de store nybrud, der fandt sted inden for malerkunsten omkring år 1900.

Ordrupgaard highlights

Ved denne omvisning kommer du på en tur gennem Ordrupgaards vigtigste værker. Du kommer på tur med en af museets dygtige omvisere, der tager dig med gennem samlingens hovedkunstnere. Turen kan rumme alt fra fransk impressionisme og Hammershøi til keramik og værker i Herskabshjemmet. Lad dig overraske!

Ordrupgaards arkitektur

Tag med på en omvisning i Ordrupgaards arkitektur som danner rammerne om museets enestående samling og skiftende særudstillinger. På omvisningen ser vi nærmere på herskabshjemmet, Ordrupgaard, henover Zaha Hadids bygning til det norske arkitektfirma Snøhettas Himmelhaven, som tilsammen tilbyder et unikt indblik i arkitektur- og kulturhistorie fra de seneste 100 år.

Kunst i parken

Ordrupgaards park er fyldt med samtidskunst skabt af internationalt anerkendte danske og internationale kunstnere. Værkerne er skabt specielt til museet og inviterer til leg og interaktion. På denne omvisning ser vi nærmere på en række udvalgte værker i parken. Vi kommer blandt andet forbi en kæmpe grankogle skabt af den danske kunstnerduo Randi & Kathrine, og op blandt trækronerne i det store bambustårn skabt af det amerikanske tvillinge-kunstnerpar Mike og Doug Starn.

På udvalgte dage tilbyder vi offentlige omvisninger, som er gratis, når entré eller årskort er betalt. Omvisningen varer ca. 45 minutter. De offentlige omvisninger er med forbehold for ændringer.

Bemærk venligst, at der er et begrænset antal billetter til omvisningerne. Hvis I er en større gruppe, som ønsker en omvisning, kan i læse mere om booking under private omvisninger ovenfor. 

Billetter kan afhentes i skranken på dagen. Det er ikke muligt at forudbestille billetter til de offentlige omvisninger.

Vi mødes i museets foyer. Kom gerne 10 minutter før.

Du kan se temaerne for de udbudte omvisninger her i museets kalender.

Det er naturligvis også muligt for grupper at besøge museet på egen hånd. Ordrupgaard har ofte mange besøgende, og vi vil gerne skabe en god oplevelse for alle vores gæster. Derfor beder vi om, at I booker plads på museet forud for jeres besøg.

Kontakt vores booking på booking@ordrupgaard.dk

Gruppebesøg på egen hånd skal bookes senest 7 dage i forvejen.