ORDRUPGAARD FOR BØRN

Tag familien med på Ordrupgaard. I sommerferien byder vi på aktiviteter for gæster i alle aldre!

Lav selv kunst af klodser!

I forbindelse med udstillingen af Ai Weiweis store værk Water Lilies #1, der består af over 650.000 Lego-klodser, inviterer vi indenfor til leg med kunst og klodser.

Lad dig inspirere af Ai Weiweis storslåede Lego-værk og slip selv fantasien og kreativiteten løs. I en hel udstillingssal fyldt med klodser kan I bygge jeres egne ’værker’ af farverige plastikklodser.

Hver lørdag i skolesommerferien kan I også deltage i et værksted, hvor vi i fællesskab genskaber Ordrupgaards maleri Tre Danserinder af den impressionistiske maler Edgar Degas i Lego.

HVER LØRDAG: Værksted med fælles Lego-værk

I det særlige Lego-værksted kan I være med til at genskabe Ordrupgaards mesterværk Tre Danserinder af Edgar Degas – i Lego!

Deltagerne bygger hver især en lille brik, som sættes sammen til et stort fælles værk. Hver brik kommer med en byggevejledning, som fortæller hvilke farver Lego-klodser, der skal bruges. Når brikken er bygget, påsættes den det store billede, og lidt efter lidt vil værket samle sig til en helhed.

Hele Lego-værket består af 783 plader, der skal bygges én ad gangen. Og det fælles værk afsløres til efteråret!

Se mere i vores kalender.

Kunst under åben himmel

Ordrupgaards park er fyldt med kunstværker, der inviterer til interaktion og leg. Her kan I blandt andet komme højt til vejrs i et stort bambustårn, hoppe igennem en sky af tåge eller bevæge jer rundt i en labyrint af spejle.

Læs mere og se værkerne i parken her.

HVER SØNDAG: Familieomvisninger i parken

Hver søndag i skoleferien kan I komme med på en familieomvisning i kunstparken, målrettet børn. Omvisningerne er gratis for børn og voksne med en almindelig entrébillet til museet.

Ordrupgaards park er fyldt med kunstværker, der inviterer til interaktion og leg. Her kan I blandt andet lege i vandet fra vandpavillonen, komme højt til vejrs i et stort bambustårn, hoppe igennem en sky af tåge eller bevæge jer rundt i en labyrint af spejle.

Se mere i vores kalender.

Villapük – et eventyrligt børnehus

På legende og finurlig vis har kunstnerduoen Randi & Katrine genskabt Ordrupgaards herskabsvilla fra 1918 i miniformat. Her kan børnene boltre sig i en eventyrverden, der spejler virkeligheden, men som er fuld af overraskelser. Villapük er placeret i børnerummet ved siden af museumsbutikken. Før eller efter I besøger børnerummet, kan I med fordel besøge stifterparrets hjem, der har inspireret de to kunstnere.

DET PRAKTISKE

Toiletfaciliteter

Der er toiletfaciliteter tre steder på museet: i foyeren til højre for skranken, ved trappegangen nær det gamle herskabshjem samt i caféen.

Puslebord

Ved toiletfaciliteterne i foyeren til højre for skranken, er der mulighed for at anvende puslebord.

Barnevogne

Det er desværre ikke muligt at tage barnevogne med rundt i salene og Finn Juhls hus. Vi tilbyder mindre klapvogne, som I kan låne under jeres besøg (begrænset antal). Til de mindste børn, foreslår vi, at I medbringer en bæresele.

Mad i caféen

Tag et hvil i caféen, hvor I kan finde læskende drikke, lækre kager og is samt en børneret til både frokost og aften.

Læs mere om caféen her.

Find vej

Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund

Åbningstider

Se samlingernes åbningstider her.

Entré

Børn og unge under 18 år har altid gratis adgang til museet
Prisen for en voksenbillet er 140 kr.