Impressionismen og dens oversete kvinder

Særudstilling
9. februar - 20. maj 2024
Lille DSF5035b

I en pragtudstilling med værker fra hele verden fejrer Ordrupgaard 150-års jubilæet for den første ud af i alt otte banebrydende impressionist-udstillinger, der fandt sted i Paris i 1874. Udstillingen fokuserer især på fem kvindelige kunstnere, der har været oversete i den store fortælling om impressionismen og den moderne kunsts fremkomst. 

Her kan man opleve helt centrale billeder af franske Berthe Morisot og amerikanske Mary Cassatt, såvel som hovedværker af mere underbelyste kunstnere som franske Eva Gonzalès og Marie Bracquemond samt russisk-ukrainske Marie Bashkirtseff, hvoraf de to sidstnævnte aldrig før har været vist i Danmark. Udstillingen følger deres kamp for en plads i kunsthistorien og betragter det aftryk, deres værker efterlod på tidens kunstscene – i de uafhængige impressionist-udstillinger såvel som i de store, censurerede udstillinger på Salonen. For mange er impressionismen stadig tæt forbundet med skildringer af storbyens boulevarder og det offentlige forlystelsesliv i Paris. Men som udstillingen vil vise, belyser de kvindelige kunstneres billeder fra hovedsageligt privatsfæren andre og lige så væsentlige sider af impressionismen og den modernitet, som bevægelsen udsprang af.  

I udstillingen stifter man også bekendtskab med en række af de historisk oversete kvinder, der er blevet foreviget i flere af impressionismens mest ikoniske malerier – fra de sorte modeller i Édouard Manet og Edgar Degas’ billeder til de mange familiemedlemmer og venner, der fortrinsvis skildres i de kvindelige kunstneres værker. Udstillingen vil ikke blot undersøge måden, hvorpå disse kvinder er malet, men også interessere sig for deres identitet, hvilket åbner op for nye fortællinger og perspektiver på impressionismens banebrydende maleri og dens kunstnere.

Udstillingen ligger i forlængelse af Ordrupgaards tidligere solopræsentationer af henholdsvis Morisot i 2012 og Cassatt i 2013, og den er således resultatet af en mangeårig indsats for at give de kvindelige impressionister en retmæssig plads i kunsthistorien. Også museets stifterpar, Wilhelm og Henny Hansen, delte denne interesse, hvorfor de så tidligt som i 1916 erhvervede deres første maleri af Morisot. To år senere fulgte endnu en Morisot samt et betydeligt værk af Gonzalès. Malerierne af Morisot er blandt de allertidligste erhvervede værker af kunstneren i museal sammenhæng, og i dag regnes de begge blandt Morisots absolutte hovedværker.

Efter visningen på Ordrupgaard vil udstillingen blive præsenteret på The National Gallery of Ireland i Dublin.

UDSTILLINGEN ER GENERØST STØTTET AF

A.P. Møller Fonden / Johanne Louis-Hansens Fond / Augustinus Fonden 

”Udstillingen, der er Ordrupgaards bidrag til fejringen af impressionismens 150-års jubilæum, præsenterer disse fem kvinder med gode værker og grundig dokumentation. Det er som altid værd at tage en tur til Ordrupgaard."
 

Berlingske Holger Dahl

DET FLYGTIGE ØJEBLIKS POESI

"Fem blændende kvindelige impressionister er i fokus på Ordrupgaards pragtudstilling, som fejrer impressionismens 150-årsjubilæum i år, men denne gang ud fra en kvindelig vinkel."

Kristeligt Dagblad Lisbeth Bonde

"Se, hvordan hænderne i Marie Bracquemonds store maleri fra terrassen i Sèvres indikerer et moderne og lækkert liv i lediggang, så afslappet gribende om eftermiddagens døs."

Politiken Mathias Kryger

IMPRESSIONISMENS OVERSETE KVINDER KAN OG BØR SES. LIGE NU

"Ordrup: Ordrupgaard gør det igen igen. En storstilet udstilling, nu med en perlerække af kvindelige malere i konkurrence med mandlige franske impressionister, brager igennem i museets silkebetonglatte udstillingssale."
 

Villbyerne ADAM GRANDJEAN

"De kvindelige impressionister fortjener nemlig i høj grad større opmærksomhed. De har ufortjent stået i skyggen af deres mandlige kolleger, hvilket udstillingen fuldt ud dokumenterer. Også kvinderne var lysets mestre!."
 

Kulturinformation Niels Lyksted

”Det er derfor, som om udstillingen foregriber foråret. At kvinderne her hives fra den historiske mørke glemsel ind i de oplyste sale. Her kan man så lade øjet bade i sirligtsprøde grønne nuancer og blomsterflor, som særligt Morisot så livsboblende maler fra haven og parken. Jeg gik nynnende derfra lige ud i den bidende vintervind. Lidt mere modstandsdygtig, end da jeg kom, og parat til at fortsætte med at udvide kvinders råderum."
 

Information Maria Kjær Themsen

KVINDE UDEN ANSIGT

"Selvom datidens mandlige impressionistiske malere havde adgang til en verden, som ikke var kvinderne forundt, så de kvindelige malere noget, mændene ikke kunne se. Fantastisk ny udstilling på Ordrupgaard vækker de glemte kvinder og deres værker til live."

Weekendavisen Emma Rosenzweig

"Ordrupgaard triumferer med en ny udstilling, som giver et tiltrængt spotlys til de kvindelige impressionister, der ellers længe har været overset. Det kan simpelthen ikke gøres bedre."

Sjællandske Medier Karen Klifoth