3. SEPTEMBER 2025 – 11. JANUAR 2026
PLANTEFEBER
VERDEN I VINDUESKARMEN
De fleste af os har mindst én af dem – en stueplante. Danmark er det land i verden, hvor der er flest stueplanter per indbygger. I den aktuelle særudstilling Plantefeber. Verden i vindueskarmen, skabt af Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard, sætter museerne som de første nogensinde fokus på stueplanterne, der omgiver os i vores hjem og dagligdag. Udstillingen folder sig ud på begge museer.
Med udstillingen Plantefeber. Verden i vindueskarmen fortæller Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling historien om, hvordan de dengang så eksotiske og fremmede planter i 1800-tallet gjorde deres indtog i de danske hjem. Der bredte sig en decideret plantefeber, og på kort tid blev planterne en naturlig del af hverdagen. Stueplanterne optræder i rigt mål i 1800-tallets malerier og tegninger. Alligevel er de skjulte fortællinger om planterne og deres globale ophav en uudforsket vinkel i dansk kunsthistorie. Det ændrer Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard nu på.
Planterne blev flyttet over store afstande som en del af de massive planteflytninger, der tog fart i 1600-tallet. Flytninger der forvandlede flere kontinenters flora og fauna. Mens mange af planterne i deres oprindelige levesteder var truede, blomstrede de frodigt i stuerne i Europa. Planterne bragte Europas kolonihistorie ind i hjemmene. Samtidig knyttede mennesker og planter et bånd, der åbnede og åbner for et mere omsorgsfuldt, diverst og historisk bevidst forhold til naturen.
I udstillingerne kan man opleve værker af kunstnere som Christen Købke, Bertha Wegmann, P.S. Krøyer, Anna Ancher, Christine Swane, Martinus Rørbye, Kristian Zartmann og Anna Syberg. Herudover kan man på Ordrupgaard se værker af samtidskunstnere som Camilla Berner, Jesper Christiansen og Randi & Katrine. På Den Hirschsprungske Samling kan man opleve samtidskunstværker af kunstnerne Jeannette Ehlers, Viktoria Wendel Skousen og Shëkufe Tadayoni Heiberg, der er skabt til udstillingen.
Udstillingen Plantefeber. Verden i vindueskarmen er en del af forskningsprojektet Skjulte Plantehistorier med deltagelse af forskere fra Aarhus Universitet samt fra Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard. Det omfattende udstillings- og forskningskatalog udkommer ved Aarhus Universitetsforlag.
Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling ønsker at takke følgende fonde for deres generøse støtte til udstilling og katalog:
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Augustinus Fonden
Axel Muusfeldts Fond
Knud Højgaards Fond
Ny Carlsbergfondet
Velux Fonden
Scenografien er skabt af scenograf og udstillingsarkitekt Anne Schnettler.

Martinus Rørbye, Udsigt fra kunstnerens vindue, 1823-1827. Statens Museum for Kunst, open.smk.dk, public domain
HØJAKTUEL UDSTILLING
"Ny udstilling på to kunstmuseer fortæller potteplanternes kulturhistorie med et væld af skønne kunstværker."
"I modsætning til i fortiden er vores tidsalder præget af en udbredt "planteblindhed". Det skyldes formentlig, at bymennesker, som der bliver stadig flere af, lever afkoblet fra naturen, som de derfor hverken kender af navn eller af gavn. Det gør udstillingen højaktuel, for gennem kunstværkerne genindskrives naturen, og vores opmærksomhed over for dens egenart og vidunderlige diversitet bliver skærpet."
"Værkerne gør os bevidste om planternes betydning som følsomme organismer, som plantekyndige straks kan identificere og kender navnet på. De ved også, at planterne har forskellige behov for pleje i form af adgang til lys og vand. Planter kommunikerer via rødder og dufte. De spreder skønhed, ilt og dufte i stuerne. Man kan sige, at potteplanterne repræsenterer den store natur i den lille skala, og at næsten alle holder af at invitere den ind i intimsfæren."

DET HANDLER OM PLANTERNE
"Når man tager den botaniske brille på, ser man ikke bare potteplanter. Man ser sendebude fra fjerne, fjerne lande. Nyligt ankomne, eksotiske bekendtskaber, der gør vindueskarmen til et spejlbillede af den store verden, vi er i gang med at opdage."
"Lyder det nørdet? Ja, bestemt, og nørdet, men langt hen ad vejen ganske fornøjelig, er udstillingen »Plantefeber«, som de to nævnte museer sammen med Aarhus Universitet har fået stablet på benene."
"Her kan man også læse, at danskerne er det folk i verden, der har flest potteplanter pr. indbygger. Vi er vilde med potteplanter med andre ord, og derfor er det på sin vis underligt, at det først er nu, vi får en kunstudstilling, der fokuserer på de planter, der er med i 1800-tallets kunsthistorie. Som regel som bipersoner i vindueskarmen, men også og i stigende grad som hovedpersoner, som selve billedets motiv."

”PLANTEFEBER bør kunne tiltrække et stort publikum i en tid, hvor begreber som biodiversitet og invasive arter er blevet allemandseje. Og hvor naturen heldigvis er kommet i højsædet overalt i landet.”
”Nu følger Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling altså trop med en fælles udstilling på to museer med samme tema, nemlig stueplanterne. Og så er udstillingerne endda baseret på et helt nyt forskningsprojekt, der byder på afgørende og interessant forskning.”
En original og berigende fællesudstilling, der gør os klogere på såvel fortid som nutid. Den bør kunne tiltrække et stort publikum i en tid, hvor begreber som biodiversitet og invasive arter er blevet allemandseje. Og hvor naturen heldigvis er kommet i højsædet overalt i landet.”

PLANTEFEBER – BLOMSTER OVER ALT PÅ TO MUSEER
”Hortensia, pelargonie, rhododendron og ananas! Oplev uendelig mange blomsterbilleder på de to charmerende museer.”
”Udstillingerne appellerer bredt og viser endnu engang hvor dygtige og opfindsomme danske kunsthistorikere er til at vride og vende det 19. og det 20. århundrede, så publikum tvinges til at se på kunsten med nye øjne."
"Der er ikke den maler, mand som kvinde, der ikke er repræsenteret – fra Købke, Rørbye over Skagensmalerne til Fynboerne.”
"Et nyt blik på potteplanterne i vindueskarmen kan ændre hele fortolkningen af et maleri."
"Sådanne nye læsninger af gamle værker er vidunderlige. Fordi de vidner om, at selv ikke den tilsyneladende statiske verden fæstnet inde i et maleri ophører med at vibrere og afgive ny mening og betydning. Perspektivet kan ændre sig, ny viden kan komme frem, og hvis vi kigger lidt nøjere efter detaljerne i periferien eller lige i midten af det hele, kan de åbenbare nye indsigter."
"Denne form for ny viden og fun facts er den nyåbnede dobbeltudstilling om potteplanter på henholdsvis Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard fuld af."

"Indtagende udstilling om potteplanternes stille liv i dansk maleri."
"Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard hylder potteplantens plads i malerkunsten og viser, hvordan potteplanten vandrede fra kolonierne ind i vindueskarmen og videre op på lærredet."
"Potteplanternes historie i dansk maleri er indtagende og smuk som bare fanden. Danskerne har verdensrekord i indkøb af potteplanter. Derfor er det heller ikke så underligt, at dansk malerkunst er fyldt til randen med “hyggeplanten” pr. excellence. To kunstmuseer sætter p.t. fokus på netop det."

”Udstillingens billeder er en lang række af de mest kendte og elskede danske 1800-tals malerier - og jeg måtte give den kollega ret, som jeg efter pressevisningen fulgtes med hen mod Nørreport, da han sagde: ” alle de der billeder har jeg kendt i årevis, men jeg har nu aldrig lagt mærke til potteplanterne! ” Men det har udstillingen lavet grundigt om på

"Danmark har flest stueplanter pr. indbygger i verden. Faktisk har vi flere grønne blade i vindueskarmen end meninger ved middagsbordet. Men hvordan endte vi dér? Det undersøger udstillingen Plantefeber. Verden i vindueskarmen på Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling."

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE
"I takt med, at stueplanterne indtog danskernes hjem i løbet af 1800-tallet, trængte de også ind i kunsten. Dobbeltudstillingen Plantefeber. Verden i vindueskarmen på Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard viser, hvornår, hvordan og hvorfor de dybt eksotiske pelargonier og kala, viftepalmer og vedbend, aloe vera og hortensia pludselig dukkede op allevegne."
"En regulær grøn invasion i hjemmene og på lærredet. DE TO MUSEER ønsker at rewilde deres samlinger ved at se på stueplanterne i 1800-tallets interiørmalerier som »botaniske, jordbundne vækster i egen ret« og hægter sig på den nye stærke interesse for planternes liv og tanker (havde jeg nær sagt) og på bekymringen for de globale miljøkriser."

”Min Sjæl, hvad vil du mere, dette er en, på alle måder, fantastisk udstilling. En udstilling, der er delt i to, som sagtens kan ses hver for sig, eller i den rækkefølge der passer dig bedst, men se gerne dem begge to, de er fantastiske.”
”Undertegnede og Lone Arnesen er enige om at disse to udstillinger er en berettiget nyskabelse i den danske kunstverden. Anvendt med omtanke kan et sådant samarbejde mellem museer kun berige både kunstverden selv men også – og ikke mindst – skabe en større opmærksomhed og tiltrækning hos publikum.”
