Johan Thomas Lundbye

Sørup Vang

I motivet fra Sørup Vang har landskabets irregulære linier, dets perspektiviske uregelmæssigheder samt de brede eller aflange felter af lys og skygge, som opstår på grund af landskabets former, fanget Lundbyes interesse. Billedet minder os om, at han ikke var under indflydelse af Eckersbergs strenge og systematiske regler for centralperspektivisk rumkonstruktion, men at han lagde vægt på landskabets særheder. Vejen som snor sig til højre i maleriet er et nærmest fast element i Lundbyes landskaber. Vejen var et betydningsladet motiv for ham, og i den dagbog han førte fra 1842 til 1844, anvendte han ustandselig ordet “vej” som en metafor til at betegne alt, hvad der havde med en proces eller en udvikling at gøre. Han brugte både ordet om sit arbejde som kunstner og generelt om livsforløbets etaper, og som regel fandt han vejen svær at gå, både hvad angik hans kunstneriske løbebane og hans forsøg på at finde sig til rette med sig selv i etisk forstand. Stilart: Romantik