18. september 2024 – 19. januar 2025

FLORA YUKHNOVICH

INTO THE WOODS

Ordrupgaard præsenterer den unge fremadstormende britiske kunstner, Flora Yukhnovich (f. 1990), i den første museumsudstilling uden for Storbritannien. Yukhnovich er blevet udråbt som en af maleriets nye store mestre, der vil indtage en central plads i kunsthistorien. I et sanseligt billedsprog, der placerer sig et sted mellem figuration og abstraktion, indarbejder Yukhnovich historiske stilarter – herunder især rokokoen. Samtidig overskrider hun de gængse genrekonventioner ved at lade finkulturen smelte sammen med populærkulturen.

I udstillingen inviterer Yukhnovich sit publikum med ud i skoven i et fortryllet grænseland, som det kendes fra fantasiens og eventyrenes verden. Her ophæves grænsen mellem det bevidste og det ubevidste i mødet med såvel gudinden Venus som rapperdronningen Nicki Minaj. Udstillingen guider publikum igennem en skov af referencer med kvindekroppen som det gennemgående ledemotiv.

Værkerne tager udgangspunkt i en af rokokoens yndede genrer, nemlig fête galante, hvor flirtende adelsfolk mødes i skovens lysning i værker af det 18. århundredes store franske mestre som Watteau, Fragonard og Boucher. Genren blev senere i den anden halvdel af det 19. århundrede genoptaget og fortolket på ny af impressionister som Renoir og Morisot, hvis værker er fornemt repræsenteret i Ordrupgaards samling.

Udstillingen Into the Woods er skabt i tæt samarbejde med kunstneren selv, der har lavet en række nye værker specifikt til anledningen.

Into the Woods vises sideløbende med Ai Weiweis Water Lilies #1, og begge udstillinger markerer 150-års jubilæet for impressionismens ’fødsel’ med en nutidig kunstners blik på den epokegørende bevægelse.

Udstillingen er generøst støttet af:

Arne V. Schleschs Fond
Axel Muusfeldts Fond
Gangstedfonden
Jørgen Krygers og Anne Ammitzbølls Fond
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond
Ny Carlsbergfondet
Toyota-Fonden

Flora Yukhnovich, If All the World Were Jell-O, 2019, 180 x 250 cm © Flora Yukhnovich Courtesy the artist and Victoria Miro.

Flora Yukhnovich: Worlds of Their Own, 2024
Copyright: Louisiana Museum of Modern Art & Louisiana Channel in cooperation with Ordrupgaard, 2024
Interview: Marc-Christoph Wagner
Camera: Philip Jørgensen
Post production: Signe Boe Pedersen