5. FEBRUAR – 15. JUNI 2025
DRØMMENES PORT. SYMBOLISME
Med udstillingen Drømmenes port. Symbolisme er den ekstatiske, internationale symbolisme rykket ind på Ordrupgaard for første gang. Gennem et ekstraordinært samarbejde med en privat samler har museet fået mulighed for at vise et fremragende udvalg af den kunst, der blev til i årene omkring år 1900, hvor verden var i skred, og interessen forskubbede sig fra den ydre verden til individualitetens, subjektivitetens og følelsernes rige i menneskets indre.
Symbolismen er et opgør med realismens og impressionismens dyrkelse af hverdagens motiver samt de flimrende indtryk af lys og skygge. Fortællinger fra hverdagens urbane liv viger i symbolisternes gådefulde billedverdener for en interesse for det ekstrasensoriske og det, der ligger hinsides rationaliteten; kimærer, enhjørninger, vampyrer, mytologiske figurer samt riddere og jomfruer i drømmende, visionære landskaber. Her slår det gnister mellem kønnene, og androgyne figurer, femme fatale kvinder og eventyrlige riddere spidsformulerer et gryende nyt syn på køn og seksualitet – og drømmen om en ny verden.
Med indlån af værker af kunstnere som bl.a. Maurice Denis, Romaine Brooks, Camille Claudel, LucienLevy Dhumer, Fernand Khnopff, Alphonse Osbert, Armand Point, Odilon Redon og Alexandre Seon foldes symbolismens visionære verdener ud.
Ordrupgaard ønsker at takke følgende fonde for deres generøse støtte til udstilling og katalog:
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Augustinus Fonden
Gangstedfonden
Hoffmann og Husmans Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Knud Højgaards Fond
Ny Carlsbergfondet

Alexandre Séon, Kimærens fortvivlelse, 1890, Collection Lucile Audouy, ©Thomas Hennocque
MAN FÅR STRAKS LYST TIL AT DRIKKE ABSINT OG LYTTE TIL WAGNER
"Det er derfor en meget velkommen og – lad det være sagt med det samme – en fantastisk seværdig udstilling, Ordrupgaard-museet har fået stablet på benene..."
"... En skøn, nervespændt, dekadent, intens og opiumsopfyret drøm, der virker som et velgørende frikvarter fra alle de minoritetsfikserede, klimabevidste, økologiske, synd-for-nogen-udstillinger, vi har set på alle landets kunstmuseer i de senere år..."
"... Udstillingen kommer med et meget omfangsrigt, meget velskrevet og uhyre interessant katalog, så der er ikke meget at betænke sig på. Man må takke Lucile Audouy for at have skabt denne fantastiske samling og Ordrupgaard for at få så stor en del af den bragt til Danmark."

"Når man først er blevet grebet af symbolismens dragende ånd, er man fortabt, for den slipper aldrig taget i én igen. Ordrupgaard har åbnet porten til de svulstige drømmes land. Drømmenes port. Den port vil man gerne åbne. Den tror jeg, vi alle længes imod."
"Én ting er den verden, vi deler i vågen tilstand, den "mere end virkelige"-verden, som er så fysisk, at det gør ondt. Noget andet er den verden, vi længes efter. Den vi beruser os for at finde, den vi drømmer os til, den vi møder om natten, i litteraturen, eller når vi mediterer. Den fortryllede verden, hvor magien ved eksistensen åbenbares."
"Det er den verden, som den nyåbnede symbolismeudstilling på Ordrupgaard lukker op til."

NED I UNDERVERDEN OG IND I EVIGHEDEN
"Ordrupgaard viser en spændende fransk samling fra perioden 1880-1914, hvor drømmen og det ubevidste stod centralt i kunsten, og hvor kunstnerne ledte efter en sandhed hinsides det jordiske liv..."
"... Symbolisterne gav i deres kunst udtryk for en lede ved den omsiggribende materialisme og den barske, uregulerede kapitalisme, som buldrede frem i slutningen af det 19. århundrede. De dyrkede naturen i opposition til de stærkt voksende, moderne byer og tog afstand fra industrialismen, som de mente forkrøblede menneskene. For at dæmme op for alt dette vendte de blikket indad og hentede kunstnerisk næring i drømme, fantasier og myter, ligesom de gerne lod sig inspirere af ældre kunst, især den italienske middelalderkunst, de britiske prærafaelitters kunst og esoteriske og teosofiske tanker..."
"...Og på en måde er udstillingen på Ordrupgaard - den destabiliserede verdensorden, krigene og klimakrisen taget i betragtning - en kærkommen lejlighed til at møde dæmonerne, men også en mulighed for at rejse væk på fantasiens vinger for en stund."
"Når man har bevæget sig igennem udstillingen, så efterlades man med en sær fornemmelse af beruselse, der vitterligt var selve grundideen bag den symbolistiske bevægelse, selvom symbolismen som genre er sær og ret omfattende..."
"... De [symbolisterne] forsøgte, groft sagt, at illustrere noget metafysisk, men i modsætning til i romantikken, hvor man forestillede sig, at det uendelige kunne nås gennem tanken, var symbolisterne helt igennem sanseorienterede. Det er sansernes beruselse, der er i højsædet, og opium blev anvendt af mange af kunstnerne (og faktisk også af Sigmund Freud)."

"Der er kun godt at sige om Ordrupgaards nye udstilling, som er ganske helstøbt og gennemarbejdet og kredser om udvalgte retninger inden for den symbolisme, der herskede før og efter 1900 i og omkring Paris."
"Symbolismen taget over en bred front blev et opgør mod den i dag folkekære naturalisme og impressionisme, hvor malere gengav det, han eller hun så eller fornam i naturen. Med symbolismen er det anderledes, for her er det følelser, stemninger, fortænkte tanker, nostalgi, gamle sagn og myter, der indfanges og skaber en form for mystik for dermed at kunne række endnu længere ud end blot digternes ord."
"Dorthe Vangsgaard Nielsen har stået for den upåklagelige udstilling, som afgjort kan give et interessant supplement til den generelle viden om billedkunsten omkring forrige sekelskifte."
"Når virkeligheden bliver for meget, har vi heldigvis eskapismen og fantasien - eller symbolismen, som det hedder i kunstsproget. Og lige omkring år 1900 havde folk også brug for at slippe væk fra det realistiske. Jo længere væk, des bedre, som man kan se i udstillingen "Drømmenes port" på Ordrupgaard, hvor man kan møde enhjørninger, vampyrer, mytologiske figurer samt riddere og jomfruer i visionære landskaber."