Stilarter

Nyklassicisme

Nyklassicisme er et stilbegreb, der var fremtrædende inden for kunst og arkitektur i årene omkring slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Nyklassicisme udspringer af oplysningstiden, hvor man var optaget af tanken om en ideel og fornuftstyret verden.

Antikken som ideel verden

De nyklassicistiske kunstnere tilstræbte antikkens idealer i deres kunst, idet antikken ansås for at være det ideelle billede på en verden i harmoni og orden. Stilen bygger således på en fascination af antikkens græske og romerske kunst. Nyklassicismen blev en dominerende stil, der understøttede oplysningstidens tanker om en ideel og fornuftstyret verden, og stilen dannede også mode for tøj, møbler og indretning i det hele taget.

Linier i historien og maleriet

De antikke idealer ses i de nyklassicistiske billeder både i form af valg af motiv, i komposition og i malemåde. Motiverne er ofte scener fra den antikke mytologi og historie, og ikke sjældent har billederne et politisk indhold, som fx kunne fungere som henvisning til begivenheder i kunstnernes samtid. Det kunne eksempelvis henvise til Den franske revolution. Man kan sige, at kunstnerne spejlede deres egen samtid i de begivenheder, der fandt sted i antikken.

Figurerne i de nyklassicistiske malerier ligner ofte skulpturer, bærer antikiserede klædedragter eller er afbildet nøgne, ligesom det er almindeligt i den antikke kunst. Arkitekturen i sceneriet er også tit inspireret af den antikke arkitektur.

Tematisk fokuserer nyklassicismen overordnet på skarpe kontraster fx mellem pligt og følelse, mellem mandigt og kvindeligt eller mellem krig og kærlighed. Disse kontraster er ofte understreget med tydelige virkemidler såsom stærkt lys mod dybt mørke, spændstige figurer figurer overfor sammensunkne og påklædte figurer overfor afklædte.

Den for nyklassicismen karakteristiske lineære tendens i malemåden gør, at alle dele klart kan isoleres fra hinanden. Det er typisk, at de nyklassicistiske malerier er meget klart malet. Der er gjort grundigt rede for alle detaljer og overflader, så de fremstår helt tydeligt og genkendeligt for betragteren.

Ingres på Ordrupgaard

De førende franske nyklassicistiske malere er Jacques-Louis David (1748-1825) og hans elev Jean-Auguste-Dominique Ingres (1780-1867). På Ordrupgaard hænger det eneste maleri af Ingres, som findes på danske museer. Maleriet hedder Dante overrækker Den guddommelige komedie til Homer og er malet omkring 1827.

Både David og Ingres´ kunst er nyklassicistisk i sin grundtanke og næsten helt helliget figur- eller historiemaleriet, der i kunstakademiernes hierarki rangerede højere end portrætkunsten, landskabskunsten, stilleben og genremaleri.

Romantik

Det romantiske betegner en tidsånd snarere end en bestemt stil. Romantikken var fremherskende indenfor billedkunst, skulptur, musik og litteratur i Europa især i den første halvdel af 1800-tallet.

Natur, fantasi og følelser

Centralt og især kendetegnende for den romantiske kunstner var ønsket om at dyrke individets frihed og uafhængighed, en kredsen om ulykkelige kærlighedshistorier og overvældende naturoplevelser og i det hele taget grænseoverskridende, sanselige og fantasistimulerende emner. De mest populære genrer var landskabsmaleriet og figurmaleriet.

I landskabsmaleriet udmøntede den romantiske følelse sig i en dyrkelse af naturen som mystisk og vild. Naturen blev et sted, der kunne stimulere og opildne menneskets længsler og et sted hvor individet kunne fortabe sig. Denne naturromantiske strømning ses i fransk kunst tydeligt hos fx Théodore Rousseau, hvis maleri Solnedgang i skoven fra 1856-58 er at finde på Ordrupgaard.

Et andet vigtigt aspekt af romantikken er de vestlige kunstneres fascination af livet i fremmede, især arabiske, lande – orientalismen. Kunstnerne dyrkede, hvad de så som pittoreske og eksotiske mennesker og dyr, der levede i harmoni med deres oprindelige vilde natur, og som fulgte deres drifter.

Farver og bevægede linier

Romantikken ses ofte som en modreaktion på nyklassicismen. De romantiske kunstnere var optaget af at udtrykke deres drømme og længsler på en umiddelbar og passioneret måde til forskel fra de nyklassicistiske kunstneres tilsyneladende mere fornuftsbetonede og stringente værker. Lidt forenklet sagt, brugte romantikerne farven som primært udtryksmiddel, mens linien var det vigtigste for nyklassicisterne.

De romantiske kunstnere var ofte elever af de nyklassicistiske kunstnere. Blandt andet derfor er der i lighed med nyklassicismen en overordnet helhedsstruktur og stringens i de romantiske værker. Men fordi romantikken modsat nyklassicismen ønskede at fremstille en søgende og følelsesladet tidsånd, er linierne i malerierne umiddelbart mere bevægede, flydende og arabesk-agtige i modsætning til nyklassicismens betoning af en klar og fast kontur.

Gericault og Delacroix på Ordrupgaard

Théodore Gericault (1791-1824) og Eugène Delacroix (1798-1863) er to af de vigtigste eksponenter for romantikken. På Ordrupgaard hænger der værker af begge kunstnere.

Læs om Delacroix´sanselige og romantiske maleri fra 1838 Portræt af George Sand

Barbizon

Barbizon-skolen var en af de retninger, der dyrkede landskabsmaleriet i 1800-tallet. Barbizon er en landsby sydøst for Paris ved den store Fontainebleau-skov. I 1800-tallet var den tilholdssted for kunstnere, der tog fra storbyen til skoven for at male i det fri.

Betydningsfulde kunstnere i skoven

Når man ligefrem taler om en Barbizon-skole, er det fordi mange betydningsfulde kunstnere dyrkede området omkring Barbizon som inspirationskilde til deres malerier. Helt centrale er Théodore Rousseau (1812-1867), Narcisse Diaz de la Peña (1808-1876), Charles-François Daubigny (1817-1878), Antoine-Louis Barye (1796-1875) og Camille Corot (1796-1875).

Også impressionisten Claude Monet arbejdede i Fontainebleau-skoven, og på Ordrupgaard hænger værket Chailly-pavéen i Fontainebleau-skoven fra 1865.

Guddommelig natur

Alle de nævnte kunstnere betragtes ofte som forgængere for impressionisterne mht. malemåde. Rent holdningsmæssigt adskiller Barbizon-skolens malerier sig dog fra impressionisternes, idet Barbizon-skolens kunstnere dyrkede naturen som guddommelig, som det bl.a. ses i Rousseaus skovbilleder. Modsat impressionisterne handler Barbizon-skolens landskabsmaleri ikke nødvendigvis om at gengive et bestemt øjeblik, men om at videregive en form for eksistentiel følelse af stedets ånd og af en stemning, der kan vare ved.

Maleprocessen som en del af fortællingen

Barbizon-skolens kunstnere malede sig frem til en korrespondance mellem naturoplevelsen og selve maleoplevelsen. Det vil sige at de både dyrkede landskabet og maleakten med samme intensitet. Og det betyder, at de som impressionisterne efter dem, synliggjorde maleprocessen blandt andet ved at betone enkelte penselstrøg eller klatter af maling tydeligt lagt på i billedets overflade.

De udelod den mytologiske fortælling – med fx guder og gudinder som traditionelt hører til landskabsmaleriet – og lagde den på sin vis ind i selve måden landskabet males på. Barbizon-skolen og dens tilhængere grundlagde kort sagt ideen om, hvordan et moderne landskabsmaleri kunne se ud, når selve det at male er en stor del af begivenheden og fortællingen.

Landskabsmaleri med udspring i traditionen

Malerierne tager udgangspunkt i akademiske traditioner for landskabskomposition hos fx Corot og Rousseau, hvor træernes vertikale linier er nøje afstemt med skovbundens eller skovsøens horisontale linier til et harmonisk hele. Det er vigtigt at se Barbizon- malerne i forhold til denne tradition for at få øje på det eksperimenterende i deres maleri.

Hele satsningen på landskabsmaleriet udsprang tildels fra akademiske landskabsmalere som Achille Michallon (1796-1822) og Jean Victor Bertin (1767-1842), som havde været lærere for nogle af Barbizon-malerne.

Tæt på naturen

Hos Barye og Diaz de la Peña var der en særlig stor interesse for at gå tæt på naturens overflader: en klippeside, en træstamme, skovbunden etc. Desuden var de optaget af jagtscener, hvor beskueren ser vildtet, de ridende jægere og løbende hunde komme ud mellem træerne ad små skovstier. Disse emner giver en anden form for dramatisk billedfortælling end det længsels- og andagtsfulde udtryk hos fx Millet og Rousseau.

Barbizon-skolen på Ordrupgaardn

På ordrupgaard hænger værker af Rousseau, Diaz de la Peña, Daubigny, Barye og Corot.

Antoine-Louis Barye: Klippelandskab i Fontainebleau-skoven

Realisme

Når man bruger begrebet realisme om kunst generelt, betegner det værker, der i en eller anden forstand er virkelighedsnære eller viser noget virkelighedsnært. Her præciseres begrebet derimod specifikt i forhold til en særlig stil i fransk 1800-tals maleri.

Virkeligheden som motiv

I 1800-tallets franske maleri havde realismebegrebet udgangspunkt i kunstnernes ønske om at inddrage den samtidige sociale virkelighed som motiv. Med den nye stil blev der vendt op og ned på maleriets rangorden, og motiver fra samtiden blev nu prioriteret højere end de traditionelle akademiske motiver med mytologiske eller historiske figurer. Den franske realisme fik en epokegørende betydning for malerkunstens udvikling.

Fortællende og beskrivende realisme

Ikke al realistisk kunst var lige moderne og progressiv. Der opstod også en mere konservativ, salonagtig realisme. Disse to tendenser udmønter sig i to retninger: en fortællende realistisk retning, overfor en mere beskrivende realistisk retning.

Den fortællende retning lægger vægt på anekdoter og malerierne har ofte et sentimentalt anstrøg, mens den beskrivende retning ikke vil fortælle historier med pointer, men snarere vise spejlinger af virkeligheden, som den blev oplevet af kunstneren. Denne type konkret og historieløs realisme regnes almindeligvis for den mest moderne, og det er den, der har dannet grundlaget for billedkunstens videre udvikling.

Vis mig en engel, så skal jeg male den

I fransk maleri i 1800-tallet er begrebet realisme først og fremmest knyttet til maleren Gustave Courbet (1819-1877). Han var den første kunstner, der officielt forklarede sin opfattelse af realismen som stil og holdning, bl.a. i et manifest udgivet i 1855. Heri proklamerede han, at han ønskede kunstnerisk uafhængighed, samt at han ville vise sin subjektive opfattelse af samtidens fænomener i hverdagsbilleder.

Courbets radikale ambition var også at nå demokratiske mål igennem kunsten. Han mente, at man ved at fordybe sig i dagligdagens detaljer kunne gøre verden bedre. Ifølge hans overbevisning kunne man kun male det, man kunne se, og han citeres ofte for med brod til samtidens religiøse maleri at have sagt: “Vis mig en engel, så skal jeg male den”.

Courbets subjektive realisme

Indenfor billedverdenen trak han på en tradition for virkelighedsskildring – gerne med den socialt dårligt stillede del af befolkningen som motiv – der i fransk kunst er repræsenteret ved bl.a. Louis Le Nain (ca.1593-1648), Théodore Géricault (1791-1824) og Jean-François Millet (1814-1875).

Han koblede denne billedbevidsthed med indtryk fra samtidens populærtryk og med en revolutionerende maleteknik, hvor han brugte sin paletkniv til at smøre maling på lærredet. Derved dannedes en helt særegen overflade i maleriet og en virkelighedseffekt, der hang nøje sammen med hans idé om at lade den individuelle oplevelse skinne igennem og bryde med konventionerne.

Courbet opnåede en subjektiv realisme med en billedmæssig sensibilitet, der var provokerende i samtiden, fordi den ikke havde den forventede grad af poesi, patos og skønhed, som på den tid var normen for et kunstværk.

Groteske samfundsforhold

En anden vigtig realist var Honoré Daumier (1808-1879), som var en generation ældre end Courbet. Daumier arbejdede mest i tegninger og litografier og var tit karikerende i sin realisme for at tydeliggøre de efter hans mening ofte groteske samfundsforhold.

Fælles for Daumier og Courbet er, at deres politiske engagement førte til fængselsophold, og for Courbet betød hans deltagelse i nedstyrtningen af magtsymbolet Vendôme-søjlen under Pariserkommunen, at han måtte leve i eksil i Schweiz de sidste fire år af sit liv.

Realisme på Ordrupgaard

I Ordrupgaards franske samling findes værker af bl.a. Daumier, Courbet, Degas og Manet, der i større eller mindre grad repræsenterer realismen.

Honoré Daumier: Bryderen, ca. 1852

Modernisme

Modernisme er et overordnet begreb, der ikke betegner én bestemt stil, men bruges indenfor kunsthistorien som en epokebetegnelse for ismer og værker fra ca. 1840 til 1960’erne.

Et fragmentarisk verdensbillede

Modernismebegrebet indenfor billedkunsten knytter sig til modernitetens verdensbillede, der opstod i kølvandet på den enorme udvikling der skete i løbet af 1800-tallet: verdensbilledet blev mere fragmentarisk og kompliceret, og de forskellige politiske, ideologiske, religiøse og eksistentielle skred satte tydelige spor i kunsten.

Avantgarde efter avantgarde afløste hinanden med nye stilarter, der eksperimenterede med kunstens muligheder og nye motiver i en bevægelse væk fra det idealiserende, akademiske historiemaleri, der repræsenterede den gamle verdensorden. Endvidere blev den fotografiske teknik udviklet fra omkring 1840, og hermed blev der skabt et grundlag for en udvidelse af kunstbegrebet, der fik stor betydning for billedverdenen.

La vie moderne

Den franske forfatter Charles Baudelaire (1821-1867) var helt central i modernismen. Han indkredsede i sine tekster det, han kaldte “la vie moderne” – det moderne liv. Den grad af ´spleen´- dvs. livslede, der gennemsyrer hans tekster bliver et væsentligt træk ved modernismen. Der er hele tiden en opmærksomhed vendt mod den flertydige kunstighed og de ofte indviklede spil mellem mennesker, der kommer til udtryk i det moderne livs dagligdag.

Den prostituerede fremhæves gang på gang som en karakteristisk type for den moderne tid. Omkring denne nøglefigur kredser begreber som begæret, den spektakulære nydelse, forklædningen, skamløsheden, forfaldet, udstillingen af klasseforskelle, fascinationen blandet med fornedrelsen ved at sælge sig selv, fortrængningerne, kvinden som sexsymbol og manden som voyeur. Alle begreber, der er centrale for forståelsen af den komplekse moderne følelse.

Nuets flygtige skønhed

Baudelaire udråbte kunstneren Constantin Guys (1805-1892) som det moderne livs maler, fordi han mente, at Guys meget præcist fangede essensen af “nuets flygtige skønhed”. Guys kunne skildre den karakteristiske mandlige flanør, der elegant påklædt, begærligt og omflakkende indtog storbyen Paris via de nyanlagte, imponerende boulevarder. Og han kunne skildre dagliglivet på bordellerne og på værtshusene ligefremt, “ledet af naturen og tyranniseret af øjeblikket”, som Baudelaire skrev.

Essentiel for vor tids opfattelse af 1800-tallets billeder er Baudelaires bemærkning om samtidens selviscenesættende storbymennesker, set i et øjebliks klarsyn: “I virkeligheden er deres eksistens langt mere til glæde for betragteren, end den er for dem selv”.

Tvivlen som retning

Édouard Manet (1832-1883) er en af de kunstnere, der ofte bliver fremhævet for sit modernistiske maleri. Han var bl.a. mester i at male figurer, der ofte uforklarligt er stoppet midt i en handling. Disse figurer korresponderer med de beskrivelser af flanørens liv og den moderne følelse af spleen, som Baudelaire skrev om.

Malemåden er varieret sådan at dele af billedet er klart udpenslet, mens andre partier er bevidst diffust og skitseagtigt malet. Det ikke-idealiserende udtryk vakte opsigt i samtiden og efterlader– også i dag – beskueren med en undren og med en famlen efter en fortælling bag billedet. Centralt for modernismen videregiver maleriet et overordnet indtryk af, at tvivlen er blevet en retning i sig selv.

Modernisme på Ordrupgaard

Den franske samling på Ordrupgaard rummer mange billeder, der skildrer “det moderne liv”, malet af bl.a. Degas, Manet og Renoir.

Impressionisme

De oprindelige otte impressionistudstillinger blev holdt i årene 1874, 1876, 1877, 1879, 1880, 1881, 1882, 1886.

Impressionismen

har fået sit navn fra et maleri af Claude Monet, kaldet Impression, Soleil levant (Indtryk, solopgang). Billedet blev i 1874 vist på den første af de i alt otte oprindelige impressionistudstillinger i Paris. Her havde en række yngre kunstnere fundet sammen i, hvad de kaldte et Société Anonyme d’Artistes Indépendants, altså et navnløst og uafhængigt fællesskab. Det var en sarkastisk kunstkritiker Louis Leroy (1812-1885), der i sin anmeldelse af udstillingen greb udtrykket “impression” (indtryk) fra billedets titel. Han brugte det spottende om maleriernes stil og indhold.
Leroy stod ikke alene. Der var mange i samtiden, som følte sig provokeret af stilen og betragtede den som udtryk for en krise i maleriet. Det var åbenlyst, at de værker kunstnerne udstillede repræsenterede banebrydende anderledes opfattelser af, hvordan et maleri kunne se ud. Kritikeren Edmond Duranty (1833-1880), der erkendte bruddet med traditionen, kaldte simpelthen deres stil for La Nouvelle Peinture (Det nye maleri). De udforskende tendenser i det nye maleri betragtes idag som et vigtigt vendepunkt for malerkunsten.
Et karakteristisk træk ved den impressionistiske stil er penselstrøgene, der enkeltvist er sat op overfor hinanden på lærredet. Man kan tydeligt se, hvordan maleren har arbejdet med farven som stof. Denne synliggørelse af selve maleprocessen bliver idag opfattet som en kvalitet i sig selv, men i slutningen af det 1800-tallet blev impressionisternes billeder betragtet som ufærdige og vanskelige at opfatte. Traditionelt havde de malerier, der blev udstillet, en glat overflade-finish, hvor alle spor efter arbejdet med malingen var slettet. Farverne blev gradueret ved hjælp af sort og hvidt. Til forskel fra denne metode eksperimenterede impressionisterne med at bruge rene, ublandede farver – stærk blå, gul, grøn og rød – sat op direkte overfor hinanden og ofte i samspil med blandede farver. Herved opnåede de en voldsom og til tider chokerende lyseffekt.
Rent motivisk bevægede impressionisterne sig også væk fra tidens akademiske historiemaleri, hvor det var mytologiske, historiske eller religiøse emner, der blev taget op til behandling. Kunstnerne malede lysfyldte landskaber direkte på stedet kaldet friluftsmaleri eller plein-air maleri, eller de tog udgangspunkt i plein-air maleri og fuldførte lærredet i atelieret. De var også optaget af at male “det moderne liv” i storbyen. De foretrukne emner blev boulevarder, caféer og teatre – industrialismens spor i landskabet, med dens jernbaner, broer og fabrikker – eller mere øjebliksbetonede interiører og portrætter.

Blandt de kunstnere, der udstillede på den første impressionistudstilling i 1874, var Paul Cézanne, Edgar Degas, Claude Monet, Berthe Morisot, Camille Pissarro, Pierre-Auguste Renoir og Alfred Sisley. De arbejdede alle meget forskelligt med maleriet, men havde det tilfælles, at de ønskede at markere sig uafhængigt af det officielle kunstliv. Derfor viste de kun sjældent deres billeder på de censurerede Salonudstillinger i Paris.
Alle de nævnte kunstnere er repræsenteret på Ordrupgaard med væsentlige værker.

Symbolisme

Begrebet dækker bredt over tendenser indenfor billedkunst og litteratur i perioden fra ca. 1885 til 1910. I denne tekst fokuseres der på begrebets betydning i forhold til fransk billedkunst i de sidste to årtier i 1800-tallet De mest fremtrædende symbolistiske billedkunstnere i Frankrig i slutningen af 1800-tallet var: Puvis de Chavannes (1824-1898), Gustave Moreau (1826-1898), Odilon Redon (1840-1916) og Paul Gauguin.
Værker, der betegnes som symbolistiske, kredser om at udtrykke menneskets indre virkelighed dvs. drømme, følelser, idéer og tanker ofte af mystisk karakter. Forskellige dekorative figurer, linier eller farver i malerierne kan f.x. symbolisere eller vække associationer til følelser, som kunstneren ønsker at udtrykke. Billederne sammenlignes ofte med musikstykker eller drømme, ved deres suggestive virkning, der forplanter stemninger videre i betragteren. Som det ses i Redons billede De lukkede øjne, kan motiverne tematisere meditative og indadvendte aspekter. Figuren er tvetydig: er det en kvinde, en mand, eller en guddom, der som i et mystisk syn stiger op af havet ? Spørgsmålene besvares ikke, men betragteren opfordres til at leve sig ind i det flertydige fantasiunivers. Typisk for symbolismens værker er en vis dekadence og et emnestof af hallucinatorisk og ekstatisk art.

Symbolismen

Symbolismen betragtes tit som en modreaktion på impressionismen med den noget forsimplede forklaring, at impressionisterne malede direkte og objektivt, hvad de så, mens symbolisterne malede subjektivt, hvad de tænkte på. I stedet kan man måske se symbolisternes subjektive udtryk som udsprunget af impressionisternes lige så subjektivt bestemte ønsker om at male lyset, som netop de oplevede det. Men indholds- og formmæssigt adskiller stilretningerne sig påfaldende i de færdige værker. Her følger en gennemgang af nogle forskellige retninger, der kendetegner den franske symbolisme:

Syntetismen

Syntetismen kommer af fransk (oprindeligt græsk) synthèse der betyder sammenfatning. Den er særlig knyttet til værker af Gauguin og Emile Bernard (1868-1941) fra slutningen af 1880’erne, hvori de søgte at skabe en syntese af indtryk malet udfra hukommelsen. Populært sagt ønskede de at sammensmelte deres oplevelser af den indre og den ydre virkelighed, gerne med stærke virkemidler. Som det ses i mange af Gauguins værker, sammenstillede han f.x. figurer fra Bretagne med landskaber fra Sydfrankrig, hvorved han skabte en form for subjektiv mytologi langt fra impressionismens billeder af “det moderne liv” i storbyen. Farveholdningen domineres af intense komplementærfarver som rød-grøn og blålilla-gul, der sammensat giver en voldsom optisk effekt. Figurerne er stiliserede og ikke naturalistisk opfattede, og malerierne domineres ofte af slyngede og dekorative linier. Det traditionelle dybdeperspektiv er udeladt til fordel for en klar fladeopdeling af lærredet, hvor felterne er tydeligt inddelt med mørke konturer i en såkaldt cloisonnisme. Cloisonnisme kommer af fransk cloison, der betyder skillevæg. Begrebet er hentet fra cloisonné-emaljer, der er en form for emaljemaleri, hvor farvefelterne er adskilt ved tydelige bronze-indfatninger.

De symbolistiske kunstnere eksperimenterede også med andre kunstarter end maleri som f.x. grafik og keramik, hvori de bl.a. kunne rendyrke de “primitive” tendenser fra deres maleri. Indholdsmæssigt søgte de symbolistiske kunstnere efter noget oprindeligt, åndeligt og dybtliggende i mennesket, hvilket bl.a. resulterede i, at flere af dem søgte væk fra storbyen, og Pont-Aven-skolen dannedes som alternativ til kunstskolerne i Paris. I den lille by Pont-Aven i Bretagne samledes kunstnere fra hele verden i slutningen af 1880’erne med Gauguin som midtpunkt for at finde nye motiver og et nyt udtryk til deres maleri. Ideen om en sådan løst sammensat skole ligner grundlaget for den tidligere Barbizon-skole. Pont-Aven-skolens malere blev inspireret af kulturen i Bretagne, som de opfattede som oprindelig og rodfæstet i modsætning til storbyens hektiske liv. Gauguin og flere af de andre kunstnere var betaget af den stærke, religiøse tro i den bretonske befolkning, og de søgte at gengive oplevelserne i deres billeder. En af de kunstnere, der blev påvirket af Gauguin i Pont-Aven var Paul Sérusier (1864-1927). Han grundlagde sammen med kunstneren Maurice Denis (1870-1943) gruppen Les Nabis (af hebraisk = profeterne). Les Nabis malede fortrinsvis religiøse motiver i et rendyrket symbolistisk og dekorativt formsprog.
På Ordrupgaard hænger flere betydningsfulde symbolistiske værker af Gauguin.

Postimpressionisme

Postimpressionisme er en fællesbetegnelse, der dækker flere af de forskellige stilretninger, der optrådte i forlængelse af impressionismen i slutningen af 1880’erne i Frankrig.
Begrebet postimpressionisme blev først lanceret af den engelske kunstner og kritiker Roger Fry (1866-1934) i 1910 som betegnelse for de forskellige retninger, der udsprang af impres-sionismen, men bevægede sig væk fra dens naturalistiske tendenser.

De mest betydningsfulde postimpressionister var Paul Gauguin, Paul Cézanne, Vincent van Gogh (1853-1890), Georges Seurat (1859-1891), Maurice Denis (1870-1943), Pierre Bonnard (1867-1947) og Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901). De arbejdede alle i forskellige retninger, men med det tilfælles at de var i opposition til det traditionelle akademiske kunstsyn.

Hos Cézanne, Gauguin og van Gogh kan man bl.a. iagttage en mere regelret og konstruktiv penselføring end i den tidlige impressionisme hos bl.a. Monet. Til forskel fra den traditionelle impressionisme fokuserede kunstnerne nu bl.a. på konturer i malerierne, og de frigjorde farverne til at være mere ekspressive end naturalistiske virkemidler. Gauguin bevægede sig i en symbolistisk retning, og modsat impressionisternes idylliske billeder viste van Gogh og Toulouse-Lautrec mere rå og deprimerende sider af “det moderne liv”.
I 1886 på den ottende og sidste af de oprindelige impressionistudstillinger var to nye navne på plakaten. Det var kunstnerne Georges Seurat (1859-1891) og Paul Signac (1863-1935). De eksperimenterede med en slags rendyrkning og strukturering af den impressionistiske malemåde, men i en anden retning end Cézanne, van Gogh og Gauguin.

De kobles især sammen med stilbegrebet pointillisme, der kommer af fransk point og betyder punkt eller prik. Istedetfor lange penselstrøg lagde kunstnerne malingen på prik ved prik, og set tæt på domineres billederne af et uendeligt antal præcist placerede prikker. Farveholdningen er nøje afstemt, og især er primærfarverne udnyttet til det yderste. På grund af kunstnernes fornyelse af den impressionistiske teknik kaldte de sig neoimpressionister, og Signac udgav i 1899 bogen “Fra Delacroix til Neo-impressionismen” for at understrege, at kunstnernes inspiration var hentet fra Delacroixs romantiske maleri og især fra hans farvebrug. Neoimpressionisterne brugte den samme motivverden som impressionisterne, indtryk hentet fra “det moderne liv” og fra landskaber i og omkring Paris.

Men figuropfattelsen og malemåden er hos neoimpressionisterne anderledes skematisk og virker mere analytisk bestemt end impressionisternes ofte naturalistiske tilgang.
Karakteristisk for Seurats maleri er de isolerede figurer. Det flimrende liv, der prægede impressionisternes værker, synes stivnet hos Seurat – måske i en erkendelse af, at flygtighed som sådan ikke kan gribes uden samtidig at stivne. Seurats sidste maleri Cirkus fra 1890-91 er med sit underholdnings-motiv knyttet til flere af hans andre figurmalerier. Cirkusmotivet er desuden typisk for samtidens billedvalg og figurernes gådefulde og fremmedgjorte, let dekadente udtryk kan ses i sammenhæng med f.x. Toulouse-Lautrecs malerier og Degas’ monotypier fra forlystelsessteder og bordeller i Paris.

Generelt for postimpressionisterne kan man sige, at de kondenserede og strukturerede træk fra impressionismen, samt frigjorde farven til også at kunne male det, der ikke var synligt. De pointerede kunstens fortolkende og ikke-naturalistiske gengivelser af verden.
På Ordrupgaard hænger værker af Cézanne og Gauguin.