Skip to content

TAL R. ALENE HJEMME
25 JUNI–19 SEP. 2021

Ordrupgaards kommende særudstilling Tal R – Alene hjemme viser helt nye værker af den internationalt anerkendte samtidskunstner Tal R. Som altid er der meget på færde i Tal R koloristiske og suggestive univers. Udstillingen falder i tre tematiske afsnit, der aktualiserer klassiske motiver i Ordrupgaards samling. I Tal Rs hænder flettes det figurative og det ornamentale sammen i monumentale værker, der åbner sluserne for fantasien og nydelsen.

Udstillingen består af 20 malerier samt et stort antal papirarbejder. En hel sal, udstillingens største, er dedikeret til værker skabt på papir. Papirmediet ligestilles herved med maleriet, hvilket yderligere understreges af papirarbejdernes til tider store formater.

Udstillingens temaer fordeler sig på tre serier. Fugle i bur blev påbegyndt lige inden, covid-19 pandemien for alvor satte sine spor i verden. Serien viser pragtfulde overdimensionerede fugle i små bure, og udstillingens titel er inspireret af denne serie. I Blomster i vase fabulerer Tal R over et klassisk forgængelighedstema, hvor de afskårne blomsters flygtige skønhed fastholdes i vasens form. Husfacader har været et tilbagevendende tema for Tal R igennem længere tid. Her kredser Tal R om facaden som den maske, bag hvilken privatlivet udfoldes.

Motiver som Fugle i burBlomster i vase og Husfacader optræder tillige i Ordrupgaards faste samling. Tal R forholder sig således til den kunsthistoriske tradition, men han går nye veje. Med naivt legende og koloristiske virkemidler får han os til at spærre øjnene op, så vi oplever noget uventet nyt og for længst glemt, der hvor vanetænkningens træghed har taget over.

At Ordrupgaard tager sit afsæt i en privat kunstsamling og fortsat har rødder i stifterparrets private bolig, smitter af på udstillingens kuratering. Tal R. Alene hjemme peger på det hjemlige – både som noget stedspecifikt og som et universelt begreb, der vedrører os alle.

Udstillingen ledsages af filmen Gyldne Dages Tårer skabt af kunstnerens hustru, filminstruktøren Emma Rosenzweig. Tal R har udsmykket børnerummets vægge, og her kan børnene lade sig inspirere af udstillingens motiver. Børnerummet går under navnet Sol står op. Fugl falder ned.

TAK TIL:
Tal R. Alene hjemme er gjort mulig med støtte fra Knud Højgaards Fond, Ferring Pharmaceuticals A/S, Preben Johan Michelsens Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Axel Muusfeldts Fond, William Demant Fonden, Beckett-Fonden, Ernst B. Sund Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Gangstedfonden og Toyota-Fonden.

Billedet til særudstillingen på Ordrupgaard af TAL R ALENE HJEMME

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer