Skip to content

PÅSKEFERIE PÅ ORDRUPGAARD

Påsken står for døren, og parkens værker genåbner, lørdag d. 28. marts, så I atter kan opleve Olafur Eliassons vanddampende ring samt klartre til tops i et gigantisk bambustårn af Doug & Mike Starn. 

I påsken kan I også opleve en stamme fra et af verdens største træer, Kæmpe Sequoiaen, der har fået nyt liv af kunstneren Camilla Berner, samt den anmelderroste udstilling Café Society – Kunst og fællesskaber i belle époque Paris. Der er også påskeværksted og workshops med plantetryk for børn og voksne samt omvisninger for alle aldersgrupper.

PÅSKENS ÅBNINGSTIDER
Udstillingerne, Finn Juhls hus og kunstparken er åben hver dag kl. 11-17 fra tirsdag d. 31. marts til og med mandag d. 6. april. Onsdag er der åbent helt frem til kl. 19.

CAFÉ SOCIETY – KUNST OG FÆLLESSKABER I BELLE ÉPOQUE PARIS 
I udstillingen Café Society transporteres du til Paris under La Belle Époque. Her inviterer kunstnere som Van Gogh, Picasso og Munch indenfor i de summende caféer, hvor de skildrede kunstnerkolleger, arbejdere og bohemer i rusens blændende lys og i de tidlige morgentimer.

Caféerne udgjorde små universer, hvor man kunne finde fællesskab, et billigt måltid mad og et tiltrængt frirum, alt imens kaffe, vin og absint stimulerede samtalen. For avantgardens kunstnere fik caféerne således funktion som uformelle væksthuse for nye idéer og strømninger – alt imens Paris blev centrum for en stadig mere international kunstverden.

Læs mere om udstillingen

Der er også gratis omvisninger i udstillingen i påsken.
Se vores omvisninger i kalenderen.

CAMLILLA BERNER: YOU ARE YOURSELF A SEQUOIA

Vi har alle et træ. For kunstner Camilla Berner var det et mægtigt sequoiatræ, et af verdens største levende organismer, der stod i hendes barndomshave. I 45 år voksede det dér, indtil det pludseligt og uforklarligt døde.

I Drivhuset og kunstparken på Ordrupgaard kan du nu opleve stammen fra træet som et levende kunstværk. Her bliver det personlige tab til en større fortælling om vores forhold til træer: om planter, der rejser over grænser, om historiske forbindelser og om klimaforandringer, der i dag vælter træer, som har været en del af vores liv i årtusinder.

Samtidig kan du følge træets historiske rødder i en gratis, poetisk publikation, hvor Camilla Berner undersøger knopskydningerne mellem sequoiatræet og Ordrupgaards historie. Teksterne er inspireret af stifteren Henny Hansens rejsedagbøger og hendes fascination af planter fra hele verden

Læs mere om udstillingen

PLANTETRYK MED LAURA BARÜEL

Vær med, når Laura Barüel endnu engang åbner dørene til sit værksted, hvor du kan lave smukke plantetryk på stofservietter med materialer, du har fundet i Ordrupgaards park. Hver workshop varer tre timer, og Laura guider dig gennem hele trykkeprocessen.

Du får selvfølgelig dine egne plantetryk med hjem.

Se workshops og køb billetter i vores kalender

KUNSTPARKEN
Kunstparkens værker er genåbnet for sommersæsonen. Her inviterer højt profilerede samtidskunstnere til interaktion og leg. Børn og voksne kan eksempelvis klatre til tops i et gigantisk bambustårn med panoramisk udkig til de spirende trækroner. Eller I kan bade i en vandpavillon, hoppe igennem en vanddampende ring samt slikke sol og boltre jer på den store græsplæne. 

Læs mere om værkerne i kunstparken

BESØG FINN JUHLS HUS I PÅSKEFERIEN
Besøg Finn Juhls hus i påskeferien, hvor den verdensberømte arkitekts skulpturelle møbler er rigt repræsenteret. Her finder I for eksempel Høvdingestolen, Poeten og Judasbordet for blot at nævne nogle få, men møblerne står ikke alene. Arkitekturen og kunsten indtager nemlig en lige så central plads i et helstøbt modernistisk ”Gesamtkunstwerk”.

I uge 16 er huset åbent på følgende tidspunkter:

  • Tirsdag d. 31. marts for besøg med guide kl. 11.30, 12.15 og 13.30. Billetter kan bookes på forhånd her.
  • Onsdag d. 1. april for besøg med guide kl. 11.30, 12.15 og 13.30. Billetter kan bookes på forhånd her.
  • Torsdag d. 2. april – mandag d. 6. april for besøg uden guide kl. 11-17 

Læs om Finn Juhls hus

PÅSKEVÆRKSTED
I påsken kan børn og voksne lave fin påskepynt i krea-værkstedet. Slip fantasien løs med farveblyanter, farverigt tape og fjer, når der skal pyntes æg. I kan også lave plantetryk sammen, inspireret af den spirende forårsflora.

Se aktiviteterne i vores kalender

VILLAPÜK FOR BØRN
På legende og finurlig vis har kunstnerduoen, Randi & Katrine, genskabt Ordrupgaards herskabsvilla fra 1918 i miniformat. Villapük kan bedst beskrives som et stort dukkehus, der fremstår som et lille Ordrupgaard. Med Villapük er der skabt en eventyrverden, der afspejler virkeligheden, men som er fuld af overraskelser.

Læs mere om Villapük

påskebanner

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer.

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, behandler vi dine personoplysninger. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

 

TILMELD DIG NYHEDSBREVET