Skip to content

ORDRUPGAARDS NYE TILBYGNING SKABER SMUKKE RAMMER OM VERDENSKUNSTEN

Ordrupgaards nye, underjordiske tilbygning er nu klar til at invitere gæster i tusindvis ned i dybet, der rummer en af Nordeuropas vigtigste samlinger af fransk kunst. Tilbygningen som er tegnet af Snøhetta blev indviet i dag med deltagelse af H.K.H. Kronprinsen, kulturminister Joy Mogensen og de fonde og støtteydere, der har finansieret bygningen.

I dag blev Ordrupgaards nye tilbygning indviet ved en festlig fejring med deltagelse af blandt andre Kronprinsen, kulturminister Joy Mogensen samt repræsentanter for de fonde og støtteydere, der har finansieret den smukke bygning.

Den nye bygning, som tager gæsterne med på et kunsteventyr 14 meter under jorden, har været under opførelse gennem flere år ved det statslige kunstmuseum Ordrupgaard i Charlottenlund lidt nord for København. Det er det norske design- og arkitektfirma Snøhetta, der har tegnet den nye tilbygning til Ordrupgaard i samarbejde med COWI og EKJ Rådgivende Ingeniører.

 

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Snøhetta har skabt en fascinerende og arkitektonisk smuk bygning, der kan måle sig med toppen af museer i en international sammenhæng. De underjordiske udstillingssale bugner af værker af kunstnere som Gauguin, Monet og Degas. Med de mange nye rum kan endnu mere kunst fra Ordrupgaards samlinger blive udstillet til glæde for alle, samtidig med at museet har benyttet lejligheden til at forbedre fortællingen om dem. De smukke sale står knivskarpt, mens egetræ lyser op og trækker den omkringliggende skov og natur helt ind på museet. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle, der har arbejdet på bygningen, for det flotte resultat og en ganske særlig og varm tak til de fonde og støtteydere, der står bag.”

Den nye tilbygning er finansieret af A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, den filantropiske forening Realdania, Det Obelske Familiefond og Knud Højgaards Fond.

 

Fransk kunst i smukke rammer

På Ordrupgaard har indvielsen af tilbygningen og de nye rammer for museets samling af fransk impressionisme været ventet med længsel, og der har været stor travlhed på museet siden slutningen af juni måned, hvor den internationalt anerkendte samtidskunstner Tal Rs særudstilling ”Tal R. Alene hjemme” åbnede.

 

Museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark, Ordrupgaard, siger:

 ”Vi er glade for, at vi nu kan genindvie Ordrupgaards kostbare samling af fransk kunst i mesterlige, nye rammer, der i sig selv er et værk. Opførelsen af Ordrupgaards nye tilbygning er blevet mulig takket være generøse bevillinger fra fonde og støtteydere. Vi er taknemmelige for, at samlingen nu kan vises i sin helhed samtidig med, at den fremtidssikres for kommende generationer. Tilbygningen tegnet af Snøhetta slutter sig på elegant vis til stedets historie og åbner op for nye muligheder til glæde for alle.”

Den nye bygning binder hele Ordrupgaard sammen og fører museets gæster rundt i samlingerne i en cirkulær bevægelse i smuk forening med den af arkitekt Zaha Hadid tegnede tilbygning fra 2005. I Snøhetta er man stolte af, at bygningen nu står klar til at invitere gæster ind i de fem nye, underjordiske udstillingssale.

 

Snøhetta-grundlægger Kjetil Trædal Thorsen siger: 

 ”Ordrupgaard er en vakker og solid institusjon, som vi er veldig beæret over å jobbe med. Gjennom det innovative, men dempede designet, legger den nye utvidelsen og dens utstillingsområder til rette for en sirkulær bevegelse gjennom Ordrupgaard, og skaper en kontinuerlig bevegelse gjennom museets rike samling og frodige hager. Designet lever opp til de høyeste internasjonale standarder når det gjelder utstillingsdesign, kunstbevaring og -visning, og gir en behagelig og intuitiv museumsreise som er tilgjengelig for alle.”

Den nye tilbygning åbner for offentligheden i morgen, lørdag den 14. august, fra kl. 11.00 til 17.00.

 

Fakta om Snøhettas bygning

Den nye tilbygning fungerer som et nyt indgangsparti til Ordrupgaard, og den underjordiske bygnings tag er en skulpturel stålkonstruktion med en overfladefinish, der reflekterer lyset og himlen på en helt særlig måde. Arbejdstitlen for bygningen var derfor også ”Himmelhaven”.

Tilbygningen er finansieret med 65,2 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 32,2 mio. kr. fra Augustinus Fonden, 26,1 mio. kr. fra den filantropiske forening Realdania, 7,5 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond og 500.000 kr. fra Knud Højgaards Fond.

De fem, nye, underjordiske sales udstillingsareal er på i alt 823 kvadratmeter, mens det samlede, nye bygningsareal er på cirka 1800 kvadratmeter. Der er desuden bygget et nyt, imponerende trappetårn, der bringer museets gæster fra dybet op til overfladen. Ud over nybyggeriet er der også blevet udført et energirenoveringsprojekt, der skal reducere Ordrupgaards samlede energiudgifter.

Snøhetta står bag bygninger som for eksempel Operaen i Oslo, Bibliotheca Alexandrina i Egypten og The National September 11 Memorial Museum & Pavilion i New York, USA.

Hovedentreprenøren på projektet er konsortiet Juul & Nielsen og Barslund I/S, HSM Industri har leveret den skulpturelle stålkonstruktion, og G4S har stået for de sikringsmæssige installationer på museet. Bygge- og energirenoveringsprojektet har samlet set kostet 131,5 millioner kroner, som er finansieret af fonde og støtteydere.

 

Læs mere om projektet hos Snøhetta

https://snohetta.com/project/193-ordrupgaard-museum

Læs mere om projektet hos Ordrupgaard  

https://ordrupgaard.dk/nyheder/snohettas-bygning-abner-d-14-august/

Læs mere om projektet hos Slots- og Kulturstyrelsen

https://slks.dk/omraader/slotte-og-ejendomme/bygge-og-udviklingsprojekter/himmelhaven/

Yderligere oplysninger:
 Ordrupgaard:

Kommunikations- og marketingsansvarlig, Ann-Sophie Lignell

asolig@ordrupgaard.dk

tlf.: +45 31 31 97 92

Snøhettas pressekontakt:

Julie Skogheim 


julie.skogheim@corpcom.no

tlf.: +47 930 25 867

Slots- og Kulturstyrelsen

Pressetelefon: +45 22 61 19 95

Med tak til Annabell Pejah Bennekow, Københavnerliv

Udsyn til Snõhettas bygning, eksteriõr 04, Ordrupgaard. Foto Laura Stamer

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

Tilmeld dig vores nyhedsmail så du holder dig up-to-date med særudstillinger, arrangementer og tilbud.