Skip to content

SNØHETTAS NYE TILBYGNING TIL ORDRUPGAARD SKABER NUTIDIGE RAMMER OM VERDENSKUNSTEN

Den 14. august starter et nyt kapitel på Ordrupgaard. Dagen markerer genindvielsen af en af Nordeuropas vigtigste samlinger af fransk kunst i en ny tilbygning af det prisvindende norske arkitektfirma Snøhetta. Tilbygningen giver plads til hele den franske samling, mens værkerne fremtidssikres for kommende generationer. Snøhettas bygning slutter sig mesterligt til det eksisterende Ordrupgaard, hvor den går i dialog med samlingerne, naturen og de øvrige bygninger. Samtidig fremstår den som et selvstændigt arkitektonisk værk, der tilføjer noget nyt og væsentligt, så Ordrupgaard genopstår som en museumsdestination i international særklasse.
Snøhettas bygning

Takket være generøse donationer fra private fonde og støtteydere står Snøhettas bygning nu klar til at invitere publikum indenfor. Selve bygningskroppen befinder sig under terræn, så kun et glinsende ståltag i skarpskårne geometriske former ses udefra, hvor det byder publikum velkommen på museets nye forplads. Tilbygningen består af tre nye sale til den franske samling samt to til særudstillinger. Særudstillingssalene ligger i direkte forlængelse af Zaha Hadids bygning og fortsætter den anerkendte arkitekts markante formsprog præget af sort lavabeton og storladen råhed. De franske sale derimod er lysende milde. Gulve, vægge og kassettelofter er beklædt med lyst egetræ kun afbrudt af sartgrønne vægflader, hvorpå værkerne hænger. Dermed udgør de franske sale en næsten klassicerende overgang fra Zaha Hadids bygning (2005) til Gotfred Tvedes klassiske herskabsvilla (1918) til hvilken, de danner passage. Snøhettas bygning skaber dermed en perfekt rundgang gennem museet, så publikum bliver ført igennem hele samlingen, mens arkitekturen accentuerer overgangene, så sanserne skærpes undervejs og gøres modtagelige for nye indtryk. Snøhettas bygning er placeret nænsomt i landskabet. Udefra ses kun ståltaget, der markerer omfanget af den midterste af de tre franske sale. Tagets skulpturelle former med de mange facetter bryder lyset og introducerer på subtil vis de impressionistiske værker, som kan besøges indenfor. Bygningen åbner op for mange associationer og vækker blandt andet mindelser om en nedgravet skattekiste.


Den franske samling

Ordrupgaard har en enestående samling af fransk kunst fra det 19. århundrede med værker af blandt andre Monet, Degas, Renoir, Cézanne, Gauguin og Matisse. Disse værker er gennem en årrække blevet restaureret for et millionbeløb bevilliget af Kulturministeriet. Og med opførelsen af Snøhettas bygning kan samlingen nu vises i sin helhed, samtidig med at optimale klima-, lys- og fugtforhold sikrer bevaringen af værkerne for fremtiden. Grundet pladsmangel har ca. 40 procent af samlingen hidtil befundet sig på magasin, heriblandt talrige værker, der på andre museer ville have haft en hædersplads. Med de nye lysforhold bliver det endvidere muligt at vise en række sarte pasteller af impressionismens store mestre såsom Manet, Degas og Renoir i en permanent ophængning.


Et nyt Ordrupgaard

Med Snøhettas bygning fordobles Ordrupgaards udstillingsareal så hele samlingen, der foruden den franske samling omfatter den danske guldalder, Hammershøi og hans tid, Finn Juhls Hus og samtidskunst under åben himmel, kommer til sin fulde ret. Ordrupgaard kan i forbindelse med genåbningen præsentere en ny installation i parken af den argentinske samtidskunster Tomás Saraceno. Værket Omega Centauri 3.9 er ophængt blandt en gruppe træer i den nordlige del af parken, og med dens geometriske former og spejlinger trækkes tråde til den nye bygnings tagkonstruktion. Snøhettas bygning understøtter Ordrupgaards arkitektoniske profil og med den skabes et moderne museumskompleks med plads til samlingerne, internationale særudstillinger og formidlingsrum samt café, butik og børnerum


Om Snøhetta

Det prisbelønnede arkitektfirma Snøhetta står tillige bag bygninger som for eksempel Operaen i Oslo, Bibliotheca Alexandrina i Egypten og The National September 11 Memorial Museum & Pavilion i New York, USA.

Fakta

Snøhettas bygning er opført med Slots- og Kulturstyrelsen som bygherre, og hele museet er blevet energirenoveret. Hovedentreprenørerne på projektet er konsortiet Juul & Nielsen A/S og Barslund A/S, HSM Industri har leveret den skulpturelle stålkonstruktion, og G4S har stået for de sikringsmæssige installationer på museet. Bygge- og energirenoveringsprojektet har i alt kostet 131,5 millioner kroner, som er finansieret af A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Realdania, Det Obelske Familiefond samt Knud Højgaards Fond.

Med tak til Annabell Pejah Bennekow, Københavnerliv

Med tak til NRK og Ole Torp

Udsyn til Snõhettas bygning, eksteriõr 04, Ordrupgaard. Foto Laura Stamer

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer