Skip to content

JAZZKONCERT MED CORT LUNDE KRISTI HIMMELFARTSDAG

Den 18. maj kl. 15.30 inviterer Ordrupgaard til en sommerlig koncert på terrassen foran museets café. Her kan du høre den nyskabende jazz-duo Cort Lunde spille numre fra deres nye album Flora Electronica.

Cort Lunde består af trompetist Erik Lunde Michaelsen samt bassist Thomas Cortes Thorup. I deres kompositioner arbejder de med menneskets kulturelle og teknologiske forhold til naturen ved at kombinere akustiske og elektroniske elementer i deres smukke og stemningsfulde lydmalerier. Kompositionerne er alle inspireret af specifikke planter og blomster fra Flora Danica-stellet fra Royal Copenhagen, og det er således planternes farve, form og habitat, der har dannet grobund for musikken.

 

Cort Lundes projekt med at sætte lyd til enkelte planter spiller sammen med de mange blomstermotiver i Ordrupgaards faste samling såvel som i de aktuelle særudstillinger, herunder den eventyrlige installation Under træet af papirkunstner, Veronica Hodges. Værket rejser spørgsmål om livets cyklus og forgængelighed, og det er en påmindelse om den skønhed, skrøbelighed og diversitet, som naturen rummer, og som vi har et fælles ansvar for at passe på.

Koncerten er gratis, og der vil være mulighed for at købe forfriskninger i caféen.

Arrangementet er støttet af Kulturpuljen i Gentofte Kommune.

Om Cort Lunde

Erik Lunde Michaelsen er trompetist, improvisator og komponist. Han er aktiv inden for free-jazz og improvisationsmusik, og i 2021 vandt han JazzDanmark-prisen for sit arbejde med Impro Fauna-koncerterne.

Thomas Cortes Thorup er bassist, komponist, producer og arrangør. Han arbejder inden for den eksperimentelle rytmiske komposition med flere tværæstetiske samarbejder.

Cort Lunde

109

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer