BANEBRYDENDE SKULPTUR AF PAUL GAUGUIN TIL ORDRUPGAARD
Ordrupgaard har netop erhvervet en vigtig, tidlig
skulptur af Paul Gauguin (1848-1903) med støtte
fra Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden.
Skulpturen Clovis (buste), 1881-82, der hidtil har
befundet sig i privat eje, var med på den 7. impressionistudstilling
i Paris i 1882, og siden da har den
været vist en enkelt gang på den Frie Udstilling i
København i 1893. Nu bliver den for første gang i
mere end hundrede år offentlig tilgængelig på
Ordrupgaard, hvor den udstilles permanent sammen
med museets øvrige værker af Gauguin.
Skulpturen forestiller kunstnerens søn, Clovis.
Ordrupgaards direktør, Gertrud Oelsner, udtaler ”Vi er meget glade for og
taknemmelige over, at det takket være generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet
og Augustinus Fonden er lykkedes at erhverve Paul Gauguins portræt af
Clovis. Det er uhyre sjældent, at en sådan lejlighed byder sig. Erhvervelsen
er resultatet af, at Ordrupgaard har arbejdet med Gauguin i en lang årrække
i form af både forskning og formidling – og med stor international overvågenhed.
Vi har i forvejen en af verdens mest betydningsfulde samlinger af
Gauguin, og nyerhvervelsen styrker kernen i museets enestående samling.”
CLOVIS (BUSTE)
Clovis (buste) stammer fra begyndelsen af 1880’erne, dengang Gauguin
stadig udstillede sammen med impressionisterne, og værket kan opfattes
som en reaktion på Edgar Degas’ skulptur Lille danserinde på 14 år, 1878-
81, der havde vakt sensation året forinden med indarbejdelsen af ’fundne
objekter’ som rigtigt tøj og hår i et tilstræbt naturalistisk udtryk. Tilsvarende
integrerede også Gauguin et ’objet trouvé’ i form af et fragment af en ældre
træskulptur – måske fra middelalderen – i portrættet af kunstnerens dengang
to-tre årige søn Clovis. Modsat Degas gjaldt Gauguins interesse ikke en
naturalistisk skildring af motivet. Med bevidst stiliserede tendenser foregreb
skulpturen snarere Gauguins modne udtryk og syntetismen, der skulle blive
kendetegnende for værker skabt i Bretagne og i Fransk Polynesien, og som
var optaget af indre sjælelige opfattelser af verdenen frem for naturtro registreringer.
Busten af Clovis er 40 cm høj og består af et bemalet barnehoved i voks monteret
på en ældre trætorso. Der er således stor kontrast mellem vokshovedets
fine, modellerede træk og trætorsoen, hvis brystkasse virker for kraftig til et
så ungt barn. Tilsammen med barnets stiliserede hår og de halvt nedslagne
øjne får skulpturen et arkaiserende udtryk, der understreges yderligere af det
primitivt indridsede navnetræk ’Clovis’ langs skjortens halslinning. Drengen
var opkaldt efter sin farfar, og Gauguin leger bevidst med navnesammenfaldet
med den frankiske Kong Clovis (Klodevig I, ca. 466-511), der lod sig omvende
til katolicismen og indførte kristendommen i Frankrig.