TILSKUD PÅ 1,3 MIO. KR. SKAL SKABE LETTERE HANDICAPADGANG TIL ORDRUPGAARDS KUNSTPARK
Kulturministeriet har meddelt, at de vil tildele Ordrupgaard et tilskud på 1,3 mio. kr. til etablering af en tilgængelighedssti, som skal åbne haven op for gangbesværede og kørestolsbrugere. ”Tilgængelighedsstien vil binde haven sammen og sikre forbedrede adgangsforhold op til bygningen.” skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse, som de netop har udsendt.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtaler: ”Mange af vores museer er samlet i ældre bygninger, der ikke har de mest moderne adgangsforhold, og det giver udfordringer for mennesker med handicap og gangbesværede. Det er vigtigt at sørge for, at alle har adgang til at opleve vores enestående kunst og kulturarv. Derfor vil jeg meget gerne give rammerne om kulturen et løft. Nu kommer der tilskud til nye belægninger, ændrede adgangsforhold, lifte og handicaptoiletter på de statslige museer, og samtidig bliver forholdene bedre for de studerende på Kunstakademiets Billedkunstskole på Charlottenborg.”
Ordrupgaards direktør Gertrud Oelsner glæder sig over tildelingen af midler og udtaler: ”Det taler lige ind i museets strategi om at gøre parkens grønne oase tilgængelig for alle.”
Bevillingen skal skabe lettere handicapadgang til en række statslige museer i hovedstadsområdet, herunder Statens Museum for Kunst, Ordrupgaard, Det Grønne Museum, Den Hirschprungske Samling og Charlottenborg. Der skal i alt afsættes 5,4 mio. kr. til, at mennesker med handicap lettere kan komme på museer.