EKSKLUSIVT JULETILBUD TIL ÅRSKORTHOLDERE
For at fejre julen giver butikken 20% rabat på varer fra det danske designfirma, raawii. Tilbuddet er eksklusivt for Ordrupgaards medlemmer.
raawii, der blev etableret i 2017, skaber funktionelle hverdagsobjekter med ‘attitude’ i samarbejde med udvalgte kunstnere og designere. Til butikken har vi valgt fire produktlinjer fra raawiis univers:
Strøm – denne serie er inspireret af udstillingsaktuelle Vilhelm Lundstrøm samt det 20. århundredes kubistiske og primitive kunst. Produkterne afspejler på raffineret vis Lundstrøms geometriske former og klare farver.
Alev – den formfuldendte keramikserie er opkaldt efter den prisbelønnede tyrkisk-danske keramiker, Alev Ebüzzia Siesbye, hvis smukke blå unikaskål, er kendt fra Finn Juhls hus på Ordrupgaard. Serien er håndlavet i Portugal.
Jam – de kraftfulde vaser og fade i fajance er udviklet i samarbejde med danske Michael Kvium, der blandt andet henter inspiration i surrealismen, barokken og middelalderen. Kvium har tidligere haft en soloudstilling på Ordrupgaard.
Signal – bordlampen er skabt af den prisbelønnede designduo Panter&Tourron i et frugtbart samarbejde mellem franske Alexis Tourron, italienske Stefano Panterotto og raawiis danske grundlægger Nicholai Wiig-Hansen. Skitserne blev til i designduoens studio i Schweiz, men faconen blev først endeligt defineret med leret i hænderne på fabrikken i Portugal.