JUL PÅ ORDRUPGAARD
TIL JUL HOS ALBERTE OG FAMILIEN
Ordrupgaard er traditionen tro pyntet op til jul, og I år byder Alberte Winding os med, når hun samler familien på tværs af generationer om årets julebord. Midt på bordet pryder en svulstig, delikat glaseret keramisk skulptur skabt af Albertes morfar, Jean René Gauguin, som er repræsenteret med sin helt egen udstilling på museet. Jean Gauguins forfinede farvesammensætning og Henny og Wilhelm Hansens originale spisestel danner udgangspunkt for blandingen af nyt og gammelt på bordet, der med et stilrent, transparent og elegant udtryk lyser op i den oprindelige spisestue på Ordrupgaard.
”Omkring julebordet vil jeg gerne samle min mormor, Jean, min mor, min far og min bror. Jeg ville lytte til dem, for en gangs skyld lade fortiden fortælle, uden at skulle manifestere mig.
Sådan er julen, synes jeg; en fortælling, der er mere symbolsk end egentlig virkelig. Det er en fortælling om kærlighed, som vi prøver at stable på benene, igen og igen, indtil vi mærker den.”
Alberte Winding, 2025
Oplev julebordet – og Jean Gauguins helt egen bordbøn genfortalt af Alberte – fra nu og frem til nytår på Ordrupgaard.
I spisestuen i herskabshjemmet på Ordrupgaard.
Gratis med entré til museet.
ADVENT FOR HELE FAMILIEN MED JULEEVENTYR OG LYGTETURE
Hver søndag i advent inviterer Ordrupgaard børn og familier til julehygge i det gamle herskabshjem og på lygtetur i museets store park.
16.00-16.20: Højtlæsning omkring juletræet
Ved det smukt pyntede juletræ i havestuen blandt familien Hansens malerier vil julestemningen sænke sig, når der bliver læst juleeventyr højt for børn og familier. Det er en af museets venlige omvisere, som byder indenfor i julestuen. Det er gratis for børn at deltage, og voksne skal blot betale almindelig entré.
16:30-17:00: Lygtetur i kunstparken
Efter juleeventyret går turen i parken, hvor både børn og voksne kan komme med på en lygtetur. Børnene får udleveret en lygte, som de skal lyse sig vej rundt i parken med og lede efter nisser, der skal ”hentes hjem” for natten. De vil høre historier fra dengang for mere end 100 år siden, hvor Ordrupgaard blev beboet af familien Hansen, og de vil møde spændende skulpturer, kunstværker og hemmelige stier på deres vej. Forældre er velkomne på turen, men må også gerne drikke kaffe i Ordrupgaards café imens. For at deltage skal I møde op i museets foyer kl. 16.30.
Praktisk fodtøj anbefales.
Ved juletræet i herskabshjemmet og i kunstparken på Ordrupgaard.
Gratis for børn. Voksne deltager gratis med entré til museet.