Laurits Andersen Ring

Lundbyes bænk ved Arresø

Af de lokale beboere ved egnen omkring Frederiksværk var Ring blevet fortalt, at maleren J. Th. Lundbye havde siddet på netop denne bænk, når han malede sine panoramaer over Arresø. Selv om historien måske ikke var sand udnyttede Ring dens mytologiske betydning til på én gang at fremhæve og tilsløre sin egen position. På den ene side kunne han hylde Lundbye som inkarnationen af en gylden tidsalder; på den anden side kommenterede han netop ved Lundbyes fravær guldalder-konstruktionens sammenbrud på kanten af det 20. århundrede. Billedet er intenst i sin jordnærhed og samtidig står bænken — som det centrale omdrejningspunkt — lysende hvid og skrigende tom som et koncentreret billede på fraværet. Selve landskabet, der for Guldalderen blev set som kilden til de ideale værdier, fortaber sig tilsvarende tomt bag bænken. Søens og markernes nøgne flader har ingen særligt betonede træk, men skyder sig formålsløst ind over hinanden. Træets frønnede stamme lukker effektivt for billedets venstre kant og dermed også for enhver tilbageskuen. Samtidig peger den øverste gren på et nyt og endnu ikke udforsket domæne. Stilart: Realisme, symbolisme