Skip to content

Dansk kunst

På Ordrupgaard

250,00 kr

In stock

I 2018 er det 100 år siden, at Wilhelm og Henny Hansen åbnede deres hjem Ordrupgaard i Charlottenlund for kunstinteresserede besøgende. I dag rummer museet en af Nordeuropas væsentligste samlinger af dansk og fransk kunst fra det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Museets direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, bringer os ...i bogen Dansk kunst på Ordrupgaard tæt på Wilhelm Hansen og de danske kunstnere og værker, som han samlede i årene fra 1892 til 1916.

Ordrupgaards kunstsamling blev Danmarks første moderne samling af dansk og fransk kunst. Samlingen blev påbegyndt i 1892 med købet af et lille billede af en ko malet af Johan Th. Lundbye. Flere andre guldalderværker kom snart til, men samlingen rummede primært kunstværker fra Wilhelm Hansens egen samtid. Der var kunst fra 1880’erne og ikke mindst Den Frie Udstillings store epoke i 1890’erne. Med hovedvægten lagt på den symbolistisk betonede realismes enegængere, L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi, den danske ’impressionist’ Theodor Philipsen, såvel som de såkaldte Fynboer – foruden Eckersberg-skolen og den nationalromantiske landskabskunst.

Ordrupgaard lukker i 2018 og 2019 i forbindelse med opførelsen af den nye tilbygning Himmelhaven, som er tegnet af den norske tegnestue Snøhetta. Wilhelm Hansen var selv en moderne og idealistisk mand, der ønskede at dele sin imponerende kunstsamling med sine medborgere: Det er derfor helt i hans ånd, at hans kunstsamling nu kommer endnu flere danskere til gode – både via bogudgivelsen og en kommende Danmarksturné, hvor den danske kunstsamling vil kunne opleves på en række danske museer.

”Vi håber, at rigtig mange danskere vil få glæde af samlingen –både dem, som allerede har oplevet den på Ordrupgaard, og dem, som aldrig har været her. Turnéen er en unik mulighed for at dele en af Danmarks fineste kunstsamlinger med resten af landet, og vi glæder os meget til mødet mellem vores kunstværker og gæsterne landet rundt”, siger Anne-Birgitte Fonsmark.

Forfatter: Anne-Birgitte Fonsmark
Udgivelsesår: 2018
Udgivet af: Ordrupgaard
Sprog: Dansk
Sider: 158
Mål: 23.5 x 23.5 cm
Forlag: I kommission hos Strandberg Publishing for Ordrupgaard

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer