

KUNST I HERSKABELIGE RAMMER. FRA ECKERSBERG TIL ZAHRTMANN
23. april -
Ordrupgaards gamle herskabshjem danner rammen om en udstilling med fokus på dansk kunst fra C.W. Eckersberg til Kristian Zahrtmann. Her kan du opleve 1800-tallets danske kunsthistorie i smukke rammer. Udstillingen byder på en perlerække af værker fra C.W. Eckersberg over J.Th. Lundbye og Vilhelm Kyhn til Julius Paulsen og Kristian Zahrtmann.
Det var med disse kunstnere, at museets stifterpar, Henny og Wilhelm Hansen, begyndte deres samlervirke, og værkerne er ophængt i de stuer, der var parrets private hjem. Kunstværker forenes således med møbler, kunsthåndværk, interiør og indretning.
I spisestuen hænger fynboernes værker på papir; Johannes Larsens skildringer af fugle er rigt repræsenteret sammen med landskabsmotiver af Peter Hansen og Fritz Syberg.
I damekabinettet kan du gå på opdagelse i den danske guldalder. Mesterværker af C.W. Eckersberg, Vilhelm Kyhn, Christen Købke, J.Th. Lundbye og Wilhelm Marstrand hænger side om side og fortæller om en tid, hvor det danske landskab og borgerskabet bliver nye motiver i billedkunsten.
Museets stiftere havde et skarpt øje for den danske kunst, og i den store, lyse havesal ses et udvalg af værker af bl.a. Viggo Johansen, Julius Paulsen og Theodor Philipsen. Værkerne vises i stifterparrets private hjem, og foruden de mange kunstværker kan du opleve et interiør med møbler fra den tid, hvor museet blev opført.
I de to følgende sale i herskabshjemmet hænger værker af bl.a. Michael Ancher, Hans Smidth og Kristian Zahrtmann over det smukke biblioteksinteriør med reoler tegnet af Thorvald Bindesbøll. Det er ligeledes Bindesbøll, der har tegnet møbler og forlæg til de broderede puder i rummet ved siden af, hvor Wilhelm Hansen havde sit kontor. På væggene ses værker af bl.a. Viggo Johansen samt Julius Paulsens portræt af Henny Hansen med sønnen Knud.
Et udvalg af tegninger er ophængt i den såkaldte ”stengang”, der er den oprindelige hovedindgang til herskabshjemmet.