

DJURBERG & BERG. THE CIRCLE OF LIFE
11. april kl. 8:00 - 17:00
Med en blanding af spøgefuld humor og underfundig
alvor rykker den internationalt anerkendte
kunstnerduo, Djurberg & Berg, ind i Ordrupgaards
drivhus med en totalinstallation, der vises henover
sommeren. Nathalie Djurberg og Hans Berg er
kendte for deres eksperimenterende og ofte provokerende
værker, der kombinerer installation,
lyd og animation. The Circle of Life forestiller en
gigantisk bananskræl, der er placeret frit i rummet,
akkurat samme sted som stifterparret i sin tid havde
anbragt en stor bananpalme. Hermed genfortolkes
stedets oprindelige funktion som væksthus,
samtidig med at eksistensens evige kredsløb visualiseres
i en skulpturel installation akkompagneret
af lydbilleder.
Den svenske kunstnerduo bestående af Nathalie Djurberg og Hans Berg har
i løbet af de seneste 20 år opnået stor anerkendelse, og de udstiller på museer
overalt i verden. Det menneskelige eksistensvilkår går som en rød tråd
gennem de groteske og til tider mareridtsagtige installationer, hvor surrealistiske
og bizarre elementer optræder i science-fiction-agtige miljøer ladet med
sort ironi.
THE CIRCLE OF LIFE
Installationen The Circle of Life forestiller en åben bananskræl, der rejser sig
monumentalt i rummet. Under skrællen skimtes selve bananen, der ligger
halvt begravet i jorden. Associationer til undfangelse, forfald og genfødsel ligger
lige for, mens et musikalsk lydspor betoner skulpturens skiftende rytmer
af oprejste linjer og svungne kurver.
”Bananen er symbolsk ladet og åben for mange fortolkninger; på én gang
seksuelt stimulerende og hverdagsagtig banal. Bananskrællen, der er foldet
ud som en blomst og peger opad, er både latterlig og underlig intim, som en
kærlighedsakt, der ikke ved, om den er hellig eller absurd. Vi leger bevidst
med dette spændingsforhold.” – Djurberg & Berg.
DJURBERG & BERG
Kunstnerduoen bor og arbejder i Sverige. Nathalie Djurberg er født i Lysekil,
Sverige, i 1978, og hun blev uddannet fra Malmø Kunstakademi i 2002. Hans
Berg er født i Rättvik, Sverige, i 1978. Han er musiker, producer og komponist
og arbejder især med elektronisk musik. I deres installationer udviskes
grænserne mellem det filmiske, det skulpturelle og det performative i integrerede
miljøer af skulptur, levende billeder og musikalske kompositioner.