SKRIVEVÆRKSTED – ANTIHELT
6. april kl. 11:00 - 15:00
295-345 kr.
I anledningen af forårets særudstilling ’Drømmenes port’ inviterer Ordrupgaard til tre særlige skriveværksteder. Om du er garvet poet eller bare nysgerrig på, hvad kreativ skrivning kan i forbindelse med oplevelsen af kunst – så er undervisningen for dig.
Værkstedet indledes med en introducerende omvisning i særudstilling, med henblik på at belyse periodens strømninger – kulturhistoriske såvel som litterære og kunsthistoriske. Dagens skrivetema udforskes med guidede skriveøvelser. Vi sørger for materialer – herunder skriveredskaber og specialtilrettede tekstkompendier, alt du skal medbringe er dig selv.
ANTIHELT: Symbolismens mand i livskrise
I symbolismens æra skete noget særligt magisk med ’manden’ som litterær figur. Midt i det moderne samfunds overflod af underholdning, dekadent forbrug, fart og fremtidssyn fik han gang på gang livskrise efter livskrise. Han var pludselig overstimuleret, vægelsindet, melankolsk, stresset, drømmende, krasbørstigt ensom, længselsfuld, sygdomsangst og fjollet. Grænserne for mandens væremåde, livsførelse, vilkår og karakter, blev udforsket og udfordret af de symbolistiske forfattere. Hovedpersonen blev midt i alt dette; en antihelt. For han var midt i vrimlen af venner og bekendte – ensom, utilstrækkelig og udfordrende i sin manglende evne og lyst til at passe ind i samfundets forventninger.
Med udgangspunkt i særudstillingens værkunivers, skriver vi os ind på antihelten som litterær figur, med inspiration af tekstuddrag fra en af symbolismens litterære fædre; J.K. Huysmans – i selskab med blandt andre Baudelaire, Johannes Jørgensen og J.P Jakobsen.
Antiheltens oprør mod og med den moderne storbys mentaliteter sættes på spidsen i det personlige opgør mellem materialisme og ånd, forbrug og tro, fremdrift og kontinuitet. Vi ser på hvad dét kan.
Om underviseren
Liv Lundgaard er uddannet kunsthistoriker og kulturhistoriker. Hun er en erfaren formidler og underviser og har blandt andet afholdt skrive- og litteraturworkshops på Testrup Højskole og her på Ordrupgaard. I sin praksis går hun tværfagligt til værks og blander alt fra poesi, kunst, musik til historiske opslagsværker, lovtekster og reklamer. Til daglig er Liv tilknyttet museet som kunstformidler og har omvist i vores udstillinger siden museet genåbnede i 2021.
Praktiske oplysninger
Dato og tidsinterval: Søndag den 6. april 2025 kl. 11-15
Pris: 345 kr. / 295 kr. for årskortholdere og unge under 26/studerende
Antal deltager pr. gang: 10
Materialer: Hvis du ønsker det kan du medbringe egne skriveredskaber og en notesbog (eller papir), ellers har vi papir og blyant.
Vi mødes i museets foyer til særomvisning i særudstillingen og de faste samlinger. Værkstedet foregår i Portnerboligen.
OBS: Husk madpakke