4. FEBRUAR 2025 – 15. JUNI 2025

DRØM OG MYSTIK.

SPIRITUALITET OG SYMBOLISME OMKRING ÅRHUNDREDESKIFTET

Med udstillingen Drøm og Mystik rykker den ekstatiske, internationale symbolisme for første gang ind på Ordrupgaard. Gennem et ekstraordinært samarbejde med en privat samler har museet fået mulighed for at vise et fremragende udvalg af den kunst, der blev til i årene omkring år 1900, hvor verden var i skred, og interessen forskubbede sig fra den ydre verden til individualitetens, subjektivitetens og følelsernes rige i menneskets indre.

Symbolismen er et opgør med realismens og impressionismens dyrkelse af hverdagens motiver, overflader samt de flimrende indtryk af lys og skygge. Fortællinger fra hverdagens urbane liv viger i symbolisternes gådefulde billedverdener for en interesse for det ekstrasensoriske og det, der ligger hinsides rationaliteten; kimærer, enhjørninger, vampyrer, mytologiske figurer samt riddere og jomfruer i drømmende, visionære landskaber. Her slår det gnister mellem kønnene, og androgyne figurer, femme fatale kvinder og eventyrlige riddere spidsformulerer et gryende nyt syn på køn og seksualitet – og drømmen om en ny verden.

Med indlån af værker af kunstnere som bl.a. Maurice Denis, Romaine Brooks, Camille Claudel, LucienLevy Dhumer, Fernand Khnopff, Alphonse Osbert, Armand Point, Odilon Redon og Alexandre Seon foldes symbolismens visionære verdener ud.

Romaine Brooks, Portræt af markise Casati, 1920, Collection Lucile Audouy, foto: Thomas Hennocque