
POETISK SKRIVEVÆRKSTED: LYSETS ØJEBLIK
16. januar 2024 kl. 11:00 - 15:00
345 kr.
Kom til poetisk skriveværksted på Ordrupgaard. På et lille hold med 15 deltagere tilbringer I fire timer med vores erfarne underviser Liv, som giver en indføring til at arbejde med tekst og introducerer jer for forskellige øvelser og teknikker, der kan få pennen på gled. Undervisningen foregår i Ordrupgaards fantastiske samling, hvor I kan finde inspiration til jeres egen poetiske skrivning.
Dette forløb har fået titlen ”Lysets Øieblik er der hvor lyset falder”, og det kommer til at handle om impressionistisk digtning. Med inspiration i Den Franske Samlings blændende værker, skal vi skrive digte med udgangspunkt i ’Lysets Øieblik’. Lys er, som impressionisterne opfangede det, alt andet end statisk, der er det flimrende, afspejlende, hurtige og skarpe lys. Dét lys der giver kontur, dét der sætter aftryk og det der blænder! Indledningsvist læser vi blandt andet et uddrag af Herman Bangs ‘Stuk’ fra 1887 og taler om hvad den slags tekst gør og kan. Herefter vil der være en kort introduktion til periodens strømninger – kulturhistoriske såvel som litterære og kunsthistoriske – herefter skal vi skrive os ind i lysets fortællende potentiale.
Ordrupgaard Café serverer frokost og du kan se frem til en lun vintergryderet til årstiden, lavet fra grunden af friske, sæsonbetonede råvarer. Caféen er placeret i Zaha Hadids spektakulære bygning med udsigt til den smukke kunstpark.
Om underviseren
Liv er uddannet kunsthistoriker og kulturhistoriker, og aktiv skribent og fotograferer. Hun er en erfaren formidler og underviser og har blandt andet afholdt skrive -og litteraturworkshops på Testrup Højskole, hvor hun selv var elev på skrivelinjen i foråret 2016. I sin praksis går hun tværfagligt til værks og blander alt fra poesi, kunst, musik til historiske opslagsværker, lovtekster og reklamer. Til daglig er Liv tilknyttet museet som kunstformidler.
Praktisk info
Tid: Tirsdag d. 16. januar kl. 11.00-15.00
Sted: Undervisningen foregår i museets gallerier med den faste samling. Vi mødes i museets foyer ved hovedindgangen.
Pris: 345 kr. inkl. materialer og frokost
Drikkevarer er ikke inkluderet, men kan købes i caféen.
Bemærk: Det poetiske skriveværksted er opdelt i fire forløb med forskellige temaer. Du bestemmer selv om du vil melde dig til én eller flere undervisningsgange.
I det poetiske skriveværksted, vil der være højt til loftet og langt mellem fordømmelserne af egne ord, og uanset om du er ny og modig eller garvet skriver, er du mere end velkommen.