Skip to content
Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

POETISK SKRIVEVÆRKSTED: REJSELYST OG HJEMVE

9. januar 2024 kl. 11:00 - 15:00

345 kr.



Kom til poetisk skriveværksted på Ordrupgaard. På et lille hold med 15 deltagere tilbringer I fire timer med vores erfarne underviser Liv, som giver en indføring til at arbejde med tekst og introducerer jer for forskellige øvelser og teknikker, der kan få pennen på gled. Undervisningen foregår i Ordrupgaards fantastiske samling, hvor I kan finde inspiration til jeres egen poetiske skrivning.

Det første af de fire forløb handler om udrejselængsel og Guldalderens mystik! Vi går på digterisk opdagelse og rejser med den danske kunst, hjemme fra Herskabshjemmets atmosfæriske stuer og ud i verden. Hvorfor rejse ud, når man kan blive hjemme? Kan vi som digtere rejse med ud i verden fra maleriernes motiver? Dét vil vi forsøge at gøre med udgangspunkt i Herskabshjemmets vægkunst og vores egen fantasi. Der vil i hvert rum være en kort kunst- og kulturhistorisk introduktion til 1-2 værker, vi vil læse periode relevante skønlitterære tekstuddrag og tilgå kunsten gennem skriveøvelser og med en digters nysgerrige blik. Kom glad og rejseklar!

Ordrupgaard Café serverer frokost og du kan se frem til en lun vintergryderet til årstiden, lavet fra grunden af friske, sæsonbetonede råvarer. Caféen er placeret i Zaha Hadids spektakulære bygning med udsigt til den smukke kunstpark.

Om underviseren

Liv er uddannet kunsthistoriker og kulturhistoriker, og aktiv skribent og fotograferer. Hun er en erfaren formidler og underviser og har blandt andet afholdt skrive -og litteraturworkshops på Testrup Højskole, hvor hun selv var elev på skrivelinjen i foråret 2016. I sin praksis går hun tværfagligt til værks og blander alt fra poesi, kunst, musik til historiske opslagsværker, lovtekster og reklamer. Til daglig er Liv tilknyttet museet som kunstformidler.

Praktisk info

Tid: Tirsdag d. 9. januar kl. 11.00-15.00

Sted: Undervisningen foregår i museets gallerier med den faste samling. Vi mødes i museets foyer ved hovedindgangen.

Pris: 345 kr. inkl. materialer og frokost.
Drikkevarer er ikke inkluderet, men kan købes i caféen.

Bemærk: Det poetiske skriveværksted er opdelt i fire forløb med forskellige temaer. Du bestemmer selv om du vil melde dig til én eller flere undervisningsgange.

I det poetiske skriveværksted, vil der være højt til loftet og langt mellem fordømmelserne af egne ord, og uanset om du er ny og modig eller garvet skriver, er du mere end velkommen.

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer.

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, behandler vi dine personoplysninger. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

 

TILMELD DIG NYHEDSBREVET