Monet. Ud af impressionismen

Nordens største Monet-udstilling på Ordrupgaard

Gå ikke glip af årets kunstoplevelse når Ordrupgaard slår dørene op for Nordens største Monet-udstilling med en perlerække af Claude Monets bedste og mest berømte værker!

Udstillingen Monet. Ud af impressionismen sætter fokus på en af kunsthistoriens allerstørste skikkelser: Claude Monet.

Monets mesterlige skildringer af broer, katedraler, åkander og høstakke er gengivet på alt fra kagedåser til køleskabsmagneter, men tryllebinder stadig den dag i dag. Det bliver nu for første gang muligt for et dansk at publikum at opleve en lang række værker fra kunstnerens legendariske billedserier.

Verdens mest berømte kunstner
Claude Monets (1840-1926) tidløse malerier står som nogle af kunsthistoriens mest ikoniske værker, og Monet regnes i dag for verdens mest berømte kunstner. Det er derfor lidt af en sensation, når Ordrupgaard med Monet. Ud af impressionismen for første gang giver et dansk publikum mulighed for at opleve kunstnerens legendariske serier af malerier på tæt hold.

En unik mulighed
Udstillingen viser en perlerække af kunstnerens mest berømmede værker udlånt af prominente museer som The Metropolitan og MoMA i New York, National Gallery i London, Musée d’Orsay i Paris og National Gallery i Australien. Udstillingen er således en unik mulighed for at komme helt tæt på mesterværker, der normalt kun kan ses i store kunstmetropoler som Paris, New York og London.

Monet. Ud af impressionismen viser nogle af Monets mest ikoniske værker herunder høstakkene, Londons broer, katedralen i Rouen samt åkanderne fra kunstnerhaven i Giverny, der markerer sig som veritable lys – og farveorgier af stor intensitet.

Monet som radikal fornyer af maleriet
Med Monet. Ud af impressionismen stiller Ordrupgaard skarpt på de legendariske billedserier, som blev et gennemgående tema i kunstnerens imponerende karriere, og førte ham på en udviklingsrejse ud af impressionismen,
henimod den moderne kunsts friere brug af form og farve.

Udstillingen følger således Monet fra de første spæde forsøg udi det serielle maleri med landskabsmalerier fra Seinedalen samt Normandiets og Bretagnes kyster, over 1890ernes høstakke, popler og katedraler, til kulminationen i de storslåede åkandebilleder malet i det nye århundrede.

Udstillingen er fortællingen om, hvorledes Monet med sin serielle og tiltagende abstrakte kunst fornyede maleriet og foretog et formelt kvantespring, som stadig har relevans for kunsten den dag i dag.

Undgå kø – køb billet på nettet
Som noget helt nyt har du nu mulighed for at købe din billet til Ordrupgaard på nettet. Nemt, smart og hurtigt – og så er der mere tid til at nyde udstillingen. Køb din billet HER

Dato

24. august 2016 - 4. december 2016

KATEGORI
Tidligere udstillinger