3. FEBRUAR– 23. MAJ 2027

VILHELM HAMMERSHØI

MED FREMTIDEN SOM HORISONT

Vilhelm Hammershøi regnes i dag blandt Danmarks største kunstnere. I foråret 2027 præsenterer Ordrupgaard en omfattende retrospektiv udstilling, hvor Hammershøi ses i relation til 1900-tallets modernisme.

Med mere end 70 værker fra ind- og udland samler udstillingen Hammershøis velkendte interiører, portrætter og landskaber. Med fokus på lys, linjer og gentagelser undersøges det, hvordan hans stilfærdige formsprog peger frem mod det 20. århundredes modernitet.

MOD MODERNITETEN

I en tid præget af både nybrud og nostalgiske længsler indtager Hammershøi en særstilling. Hans værker er umiskendelige: stille stuer, landskaber, bygninger og rygvendte figurer. Stilheden synes at være indlejret i motiverne, malet frem i en forfinet palet af primært grå, sorte og hvide nuancer.

Ved første øjekast peger værkerne tilbage mod guldalderens harmoniske skildringer af hverdagslivet. Men hos Hammershøi opstår en særlig ambivalens: De åbne rum inviterer ikke ind, men fastholder en distance. Netop denne spænding giver hans værker en moderne karakter, som peger mod fremtidens horisonter snarere end mod fortiden.

”…jeg ikke blind for, at der er noget Galt i at begunstige det Gamle paa det Nyes Bekostning – paa det gode Nyes Bekostning vel at mærke. Moderne Mennesker bør bo i moderne, tidssvarende Boliger. Og langt bedre at følge en moderne Smagsretning end at eftergøre det Gamle” – Vilhelm Hammershøi, 1909.

Hammershøis velkendte værker sættes også i dialog med markante skikkelser fra den hollandske modernisme, heriblandt Piet Mondrian. I det lys ses Hammershøi som en tærskelfigur mellem 1800-tallets kunstneriske traditioner og den spirende modernitet.

Vilhelm Hammershøi, Interior from the home of the Artist, ca. 1900. Photo Finnish National Gallery  Hannu Pakarinen
Vilhelm Hammershøi. Interiør fra kunstnerens hjem, ca. 1900. Finnish National Gallery Collection / Ateneum Art Museum, R. F. von Willebrand Bequest. Photo: Finnish National Gallery / Hannu Pakarinen.