18. maj – 4. september 2022
PETER HANSEN
JEG MALER DET, JEG SER
Med hele 68 værker præsenteres fynbomaleren Peter Hansen som en fremragende kolorist og fortæller.
”…jeg maler simpelthen det jeg ser, kan man overhovedet andet…”, skrev kunstneren engang om sit arbejde. Peter Hansen (1868-1928) malede muligvis blot ’det han så’, men han gjorde det med en stærk koloristisk forståelse, og i sine bedste værker formåede han med enkle midler og helt usentimentalt at fremhæve det banale og rustikke i en sådan grad, at flere malerier har opnået en nærmest ikonisk status.
Peter Hansens værk optager en selvfølgelig og central plads i Ordrupgaards samling af dansk kunst. Han gik nemlig i skole med Ordrupgaards stifter, den jævnaldrende Wilhelm Hansen, og livet igennem bevarede de et venskab, der blandt andet lagde kimen til Wilhelm Hansens kunstinteresse. Med 15 værker er Peter Hansen den fynbo, der fylder mest i samlingen. Et fællesskab for de to har blandt andet været respekten for det støt og flittigt arbejdende menneske.
Peter Hansen blev født i Faaborg og vekslede siden sin tid mellem den fynske fødeby om sommeren og området omkring Enghave Plads i København om vinteren. Dagliglivet var Peter Hansens foretrukne motiv, om det så var legende børn eller arbejdere på bænken. Han var dog aldrig ude i et egentligt socialt ærinde. Tværtimod skildrede han blot nøgternt udsnit af virkeligheden baseret på en fascination af lys og farver, og han formåede som få at indfange øjeblikket.
Således fremmanede han stemninger fra Faaborg og København samt sine mange rejser til Italien. Med lysende friskhed og kompositorisk rytme fornemmer vi stadig det bølgende korn, lydene i skolegården, karrusellens snurren og arbejdernes mas på markerne. I denne store retrospektive udstilling viser vi, at Peter Hansens værk står lyslevende og stærkt i dag næsten 100 år efter hans død.
Udstillingen følger museets tidligere præsentationer af fynbomalerne som bl.a. Fritz Syberg og Anna Syberg samt Alhed og Johannes Larsen.
Udstillingen er støttet af:
Knud Højgaards Fond, Axel Muusfeldts Fond, Beckett-Fonden, Jørgen Krygers og Anne Ammitzbølls Fond, William Demant Fonden, Bestles Fond, Den Faberske Fond, Dansk Tennis Fond, Arne V. Schleschs Fond, Toyota-Fonden, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Gangstedfonden og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.
Peter Hansen, Legende børn på Enghave Plads. 1906-1908. Faaborg Museum
Peter Hansen, På isen bag byen Fåborg. 1901. Statens Museum for Kunst
"Colors is a tricky one’ – men det formår Peter Hansen (1868-1928) i den grad at beherske i sine smukke malerier, der har mere end 100 år på bagen. I den flotte nye udstilling på Ordrupgaard, der starter onsdag 18. maj med titlen JEG MALER DET, JEG SER går maleriet og museet op i en højere enhed. Selv årstiden, den blå himmel og de smukke grønne træer, der omgiver Ordrupgaard, går op i en højere enhed."
"Udstillingen JEG MALER DET, JEG SER på Ordrupgaard er absolut et besøg værd, og kan nydes helt frem til 4. september 2022."
"En mesterlig behandling af lys og farver kendetegner den fynske maler Peter Hansen, som Ordrupgaard fortjent giver sin rette plads i kunsthistorien, mener vor anmelder der kvitterer med fem stjerner"
"Som vesterbroer bør man tage vejen til Ordrupgaard for at opleve noget ganske unikt i malerens vidunderlige værker og ikke mindst mærke suset og det bankende Vesterbro-hjerte fra de legende børn på Enghave Plads"
"Mest kendt er Peter Hansen for sine malerier »Legende børn på Enghave Plads« , som der faktisk findes to næsten ens af. Det er vitalistiske hovedværker: De helt syrliggrønne bøgeblade på de unge træer i baggrunden stråler om kap med pigernes danseleg. Enkelte børn klapper, én ser lidt fortabt ud, nogen kalder på andre uden for rammen. Pigerne gør sig ikke til som gratier, men er heller ikke i færd med noget hekseritual. Deres leg og liv er nok i sig selv."
"Mester i at fange lyset"
"De to malerier demonstrerer imidlertid også Peter Hansens styrker. Uanset om han maler fra Faaborg, Enghave Plads eller Italien, kunstnerens tre favoritsteder, formår han at skildre lyset."
"De Fynbomaler formåede som få at skildre sommer over engen - og legende børn på stenbroen"
"Peter Hansen fandt motiver i det nære, hvad enten det var Italien, fødeøen Fyn eller københavnske Vesterbro. Nu folder Ordrupgaard hans værk ud i nyåbnet udstilling"
"Året efter følger han op med sommerskønne ’Høslet på engen, Sydfyn’, hvor pigens pink kyse kysser farve på blomsterne bag marken, og kornet er faldet i så smukke formationer, at selv en bybo kan dufte det"
”Hans overraskende beskæringer tilfører traditionelle og måske endda trivielle motiver dynamik. Derfor må jeg overgive mig. Hvis jeg hidtil har betragtet ham som både fantasiløs og kedelig, så er det simpelthen, fordi jeg ikke har haft det rigtige værktøj. Derfor en stor tak til Ordrupgaard for med denne brede vifte af værker endelig at få mig til at se kunstneren Peter Hansen.”
”Peter Hansen-udstillingen er lige til at knuselske med de kendte værker og farven som den bærende kraft.”