RECEPTION
”Alt på kortet bliver lavet fra bunden og vil i et så stort omfang som muligt være økologisk. Vi lægger stor vægt på gode, nordiske råvarer, enkle retter og smukke præsentationer,” forklarer køkkenchef Kristofer Josefsson.
Menukortet vil skifte med årstiderne. I januar serveres forskellige stykker smørrebrød på hjemmebagt rugbrød, med eksempelvis makrelrillette m. salat og urter, og gedebrie med dulche de leche og paradisæblegele. Kortet har også en flæskestegssandwich samt et udvalg af økologiske vine, øl, hjemmebag, og såmænd også en hjemmelavet snaps. Priserne er bevidst holdt nede i et niveau, hvor de hører hjemme, og alle retter på det aktuelle kort koster mellem 50 og 100 kr.
Josefsson har tidligere arbejdet som køkkenchef på bl.a. Aamanns Etablissement på Øster Farimagsgade i København, og sine erfaringer derfra, tager han med sig til Café Ordrupgaard. Hans kone, Marie Froulund Henriksen, er egentlig uddannet bygningskonstruktør, men har valgt at skifte byggebranchen ud med livet som caféforpagter. Sally Hansen har de sidste år været køkkenchef på vinbaren Il Senso i Gothersgade i København.
”Det er et spændende stilskift fra det hektiske københavnerliv til den smukke og rolige natur der omgiver Ordrupgaard. Der er noget terapeutisk ved at kunne gå ud i skoven og plukke ramsløg midt i arbejdstiden,” siger Marie Froulund Henriksen.
Udover den daglige cafédrift, vil stedet modtage større og mindre selskaber.