Paul Gauguin (1848–1903): Vinhøst i Arles.”Misères humaines”
Olie på sækkelærred af jute | 73,5 x 92 cm | 1888
I slutningen af 1888 boede og malede Gauguin sammen med Vincent van Gogh (1853-1890) i Arles i Sydfrankrig. De søgte motiver i omegnen, og Gauguin var især optaget af at koble de indtryk han fik med de erindringsbilleder, han bar indeni. I billedet her har han malet kvinder i dragter fra Bretagne — hvor han havde opholdt sig forinden — ind i en vingård fra Arles, mens hovedfiguren i forgrunden har ligheder med en peruviansk mumie, han havde set i Paris.
Nu ligger essensen egentlig ikke kun i at spore kilderne til Gauguins sammensatte motivverden. De er et skridt i retning af hans søgen væk fra en naturalistisk malet registrering af omverdenen frem mod et syntetistisk billede, der forener flere indtryk.
Billedudtrykket er symbolistisk og indadvendt: Det lukker for horisonten og bevæger sig ned i den både bogstavelige og åndelige tyngde, der præger kvinden i forgrunden. Som titlen angiver, tematiserer Gauguin en fundamental menneskelig elendighed i sit billede. Den melankolske figur og tone i billedet er typisk for hans værk i det hele taget, den er som regel ikke knyttet til en bestemt hændelse, men ligger som en basal og dominerende stemning i billederne.
Karakteristik
Paul Gauguin var i de tidlige år præget af impressionismen, men hans værk kan først og fremmest betegnes som symbolistisk. Da han i 1895 bosatte sig på Tahiti, var det som et led i en bevægelse væk fra civilisationen mod en tilværelse, der byggede på en drøm om paradis og primitivisme. Centralt for Gauguin er det søgende og eksperimenterende både i hans liv og værk.
Motivverden: Portrætter, opstillinger, landskaber, billeder med motiver fra Bretagne og tahitianske motiver.
Stilart: Symbolisme, postimpressionisme
Læs mere om Gauguin på Musée d’Orsays hjemmeside.