Ordrupgaards franske samling besøger FONDATION PIERRE GIANADDA

Ordrupgaards franske samling fortsætter sin rejse ud i verden og besøger nu Fondation Pierre Gianadda i Schweiz.

Siden efteråret 2017 har Ordrupgaards unikke samling af fransk impressionisme kunne opleves på nye breddegrader. I museets lukkeperiode udstilles de franske mesterværker nemlig på en lang række prominente museer i udlandet. Snart udstilles hele 60 værker i spektakulære omgivelser på Fondation Pierre Gianadda, Martigny, Schweiz.

 

Ordrupgaard er lukket med henblik på opførelsen af museets nye tilbygning, Himmelhaven. Det betyder dog ikke, at Ordrupgaards store samling af impressionistiske værker skal samle støv på magasin. Tvært imod har malerierne siden museets nedlukning været på turné i udlandet. Næste stop er det spektakulære Fondation Pierre Gianadda i Schweiz. Udstillingen Impressionistiske skatte – Ordrupgaards samling (Trésors impressionnistes – La Collection Ordrupgaard) viser i alt 60 værker af nogle af 1800-tallets største mestre som Edgar Degas, Paul Cézanne, Claude Monet, Paul Gauguin og Henri Matisse.

 

En dramatisk historie

Ikke mange museer har så dramatisk en historie som Fondation Pierre Gianadda. Sommeren 1976 opdagede ingeniøren Leonard Giannadda ruinerne af et romersk tempel i forbindelse med et byggeprojekt. Få dage efter omkom hans bror Pierre Gianadda i et flystyrt på vej hjem fra en ekspedition til Egypten. Leonard Gianadda besluttede derfor, at oprette en fond til minde om broren og skabte samtidig et iøjnefaldende bygningsværk, der skulle danne ramme om ruinerne.  I dag er Fondation Pierre Gianadda et blomstrende kulturcentrum med koncerter, iøjnefaldende særudstillinger og en skulpturhave i verdensklasse.  

Udstillingen Impressionistiske skatte – Ordrupgaards samling kan opleves på Fondation Pierre Gianadda fra den 8. februar til den 16. juni 2019.

 

Samlet overblik over franske samlings turné

Musée Jacquemart-André, Paris, Frankrig : 14 september 2017 – 22. januar 2018.
National Gallery of Canada, Ottawa, Canada : 18. maj – 9. september. 2018
Palazzo Zabarella, Padova, Italien: 29. september 2018 – 29. januar 2019
Fondation Pierre Gianadda, Martigny, Schweiz : 8 februar – 16 juni 2019

 

Yderligere information

Presseansvarlig Sara Hatla Krogsgaard,
sahakr@ordrupgaard.dk, 39 96 04 70