Skip to content

PETER HANSEN. JEG MALER DET, JEG SER
18 MAJ - 4 SEPTEMBER 2022

Fra d. 18. maj sætter Ordrupgaard fokus på den sidste i rækken af de store fynbomalere, nemlig Peter Hansen (1868-1928). ”…jeg maler simpelthen det jeg ser, kan man overhovedet andet…”, skrev kunstneren engang om sit arbejde. Peter Hansen malede muligvis blot ’det han så’, men han gjorde det med en stærk koloristisk forståelse, og i sine bedste værker formåede han med enkle midler og helt usentimentalt at fremhæve det banale og rustikke i en sådan grad, at enkelte malerier har opnået en nærmest ikonisk status.


Han fremmaner stemninger fra Faaborg og København samt sine mange rejser til Italien. Med lysende friskhed og kompositorisk rytme fornemmer vi stadig det bølgende korn, lydene i skolegården, karrusellens snurren og arbejdernes mas på markerne. I denne store retrospektive udstilling viser vi, at Peter Hansens værk står lyslevende og stærkt i dag næsten 100 år efter hans død.

Peter Hansens værk optager en selvfølgelig og central plads i Ordrupgaards samling af dansk kunst. Han gik nemlig i skole med Ordrupgaards stifter, den jævnaldrende Wilhelm Hansen, og livet igennem bevarede de et venskab, der blandt andet lagde kimen til Wilhelm Hansens kunstinteresse. Med 15 værker er Peter Hansen den Fynbo, der fylder mest i samlingen. Et fællesskab for de to har blandt andet været respekten for det støt og flittigt arbejdende menneske, hvilket de udtrykte på hver deres måde.

Peter Hansen blev født i Faaborg og vekslede siden sin tid imellem den fynske fødeby om sommeren og området omkring Enghave Plads i København om vinteren. Dagliglivet var Peter Hansens foretrukne motiv, om det så var legende børn eller arbejdere på bænken. Han var dog aldrig ude i et egentligt socialt ærinde. Tværtimod skildrede han blot nøgternt udsnit af virkeligheden baseret på en fascination af lys og farver, og han formåede som få at indfange øjeblikket.

Med hele 68 værker præsenterer udstillingen Peter Hansen som en fremragende kolorist og fortæller.

Udstillingen følger museets tidligere præsentationer af Fynbomalerne med bl.a. Fritz Syberg og Anna Syberg samt Alhed og Johannes Larsen.

Udstillingen er støttet af:

Knud Højgaards Fond, Axel Muusfeldts Fond, Beckett-Fonden, Jørgen Krygers og Anne Ammitzbølls Fond, William Demant Fonden, Bestles Fond, Den Faberske Fond, Dansk Tennis Fond, Arne V. Schleschs Fond, Toyota-Fonden, Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond, Gangstedfonden og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.

Peter Hansen, Legende børn på Enghave Plads. 1907-1908. Faaborg Museum

Temporary Exhibition Ordrupgaard

GÅ IKKE GLIP AF NOGET

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret med særudstillinger og arrangementer