EFTERLYSNING: VÆRKER MED PLANTER
Ordrupgaard er netop i fuld gang med at forberede den store særudstilling Plantefeber. Verden i vindueskarmen, som åbner på museet i september. I den forbindelse søger vi danske værker med stueplanter fra perioden ca. 1820-1920. En stor andel væsentlige værker befinder sig i privateje, og museet vil derfor gerne i kontakt med ejere af værker, der kunne være relevante for udstillingen.
Det er særligt værker med følgende plantemotiver, museet efterspørger:
• Bregner – både i naturen og indendørs i potter og vaser
• Drivhuse, gerne med personer
• Interiører med planter i potter
Vi er interesserede i både malerier, akvareller og kunsthåndværk.
Om udstillingen
Med udstillingen Plantefeber viser Ordrupgaard, hvordan de dengang så eksotiske og fremmede planter i 1800-tallet gjorde deres indtog i de danske hjem. Der bredte sig en veritabel plantefeber, og på kort tid blev planterne en naturlig del af hverdagen. Stueplanterne optræder i rigt mål i 1800-tallets malerier, men stueplanternes skjulte fortællinger om deres globale ophav er et nyt blik på dansk kunsthistorie. Mange af disse planter har været flyttet over store afstande, som en del af de omfattende planteflytninger, der tog fart i 1600-tallet, og som forvandlede flere kontinenters flora og fauna. Mens flere af planterne i deres oprindelige biotoper er truede, blomstrer de frodigt i stuerne i Europa. Måske allermest i Danmark, som er det land, hvor der er flest stueplanter per indbygger. Planterne bringer Europas kolonihistorie ind i stuerne, og samtidig knytter planterne et bånd til os, deres plejere, der kan åbne for et mere omsorgsfuldt, diverst og historisk bevidst forhold til naturen.
Udstillingen er skabt i samarbejde med Den Hirschsprungske Samling, og for første gang nogensinde, finder to parallelle udstillinger sted på de to museer. Udstillingerne er del af forskningsprojektet ”Skjulte Plantehistorier” med deltagelse af forskere fra Aarhus Universitet og de to museer.
Hjælp os med at udfolde kunstens plantehistorier
Har du et eller flere planteværker, der kunne være relevante for udstillingen, og som vi gerne må låne, så tag endelig kontakt til museumsinspektør Rikke Zinck Jensen på rzj@ordrupgaard.dk eller telefon 3996 0292. Vi glæder os til at høre fra dig.