Mere lys i Ordrupgaards park

På solhverv, årets lyseste dag – kan du opleve billedkunstner og designer Rune Fjord støbe solen i en sansemættet og inkluderende kunstperformance på græsset i vores park. Samtidig giver frontfiguren og syrerocklegenden Uffe Lorenzen, fra kultbandet Spids Nøgenhat, koncert med sine nye numre, der hylder verdensrummet, kærligheden, jorden og lyset.

Anledningen er MERE LYS, som åbner i parken med værker skabt af Fjord. Hans kunstneriske virke er karakteriseret af en bred tværfaglighed med krydsninger mellem billedkunst, arkitektur, design og læring – MERE LYS er ingen undtagelse da kunstprojektet er baseret på det samarbejde som Ordrupgaard, Gentofte Kommune og Rådhus samt Tjørnegårdsskolen, Munkegårdsskolen og Skovshoved Skole skød i gang med Fjord i vores park i september 2018.
I projektet har 750 børn været involveret i æstetiske læreprocesser og undervisningsforløb. Sammen med kunstneren har de udforsket, genopdaget og skabt ny viden om lys fra både kunstneriske og naturvidenskabelige perspektiver.

MERE LYS lægger op til en legende tilgang til kunsten og inviterer både børn, unge, voksne og ældre til at udforske Fjords originale og sanselige skulpturelle lysværker sommeren over.

MERE LYS åbnes i parken med en fernisering og fejring af lyset den 21. juni 2019 kl. 17.00 og er herefter åben frem til 18. august 2019. Borgmester Hans Toft byder velkommen.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Gentofte Kommunes Kultur- og Børnekulturpulje samt generøst sponseret af Enemærke og Petersen, Kvadrat, Flügger Charlottenlund, Klassiske Vinduer og IKEA