Følg den franske samlings rejse ud i verden

Fra efteråret 2017 har Ordrupgaards imponerende samling af fransk impressionisme kunne opleves på nye breddegrader.
I museets lukkeperiode udstilles de franske mesterværker nemlig på en lang række prominente museer i udlandet.

Siden december 2017 har Ordrupgaard været lukket grundet museets nye tilbygning, Himmelhaven. Det betyder dog ikke at Ordrupgaards store samling af impressionistiske værker skal samle støv på magasin. Tværtimod drager værkerne på turné i udlandet startende med det smukke Musée Jacquemart-André i Paris. Museet lånte hele 44 værker fra Ordrupgaards samling til udstillingen Hansens hemmelige have. Her kunne et fransk publikum opleve nogle af Ordrupgaards mest ikoniske værker af kunstnere som Cézanne, Matisse, Monet, Renoir, Morisot og Gauguin.

 

Tilbage i Frankrig efter 100 år

Den franske interesse for Ordrupgaards samling var stor, og udstillingen fik masser af opmærksomhed i de franske medier. Det skyldes blandt andet at flere af værkerne er forholdsvis ukendte i Frankrig, selv om det er der, de er malet. Den franske samling afspejler Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansens store passion for impressionisme, som han hentede hjem fra Frankrig, og placerede i herskabshjemmet i Charlottenlund. Størstedelen af værkerne har ikke været i Frankrig siden Hansen købte dem for snart 100 år siden.

 

Den franske samling i Canada

I foråret 2018 rejste samlingen videre til National Gallery of Canada. Udstillingen Impressionist Treasures: The Ordrupgaard Collection præsenterede hele 76 værker.
Her blev fængslende landskaber af franske mestre som Corot, Monet, Sisley og Pissarro vist side om side med Courbets naturalisme, stillebener af Manet og Matisse, Renoirs and Morisots intime portrætter samt Gauguins mere fabulerende værker. Udstillingen bød endvidere på en række værker af store danske kunstnere som C. W. Eckersberg og Vilhelm Hammershøi.

 

Gauguin og impressionisterne i Italien

Efter Canada fortsatte rejsen til Palazzo Zabarella i Padova, Italien.
Udstillingen havde titlen Gauguin and the Impressionists og vistes frem til den 29. januar 2019.

 

Samlingen på besøg i Alperne

Fra Italien fortsatte samlingen sin rejse til det spektakulære Fondation Pierre Gianadda i Martigny, Schweiz.
Udstillingen Impressionistiske skatte – Ordrupgaards samling (Trésors impressionnistes – La Collection Ordrupgaard) viste 60 værker af nogle af 1800-tallets største mestre som Edgar Degas, Paul Cézanne, Claude Monet, Paul Gauguin og Henri Matisse.

 

Franske værker i Tjekkiets hovedstad

Hen over sommeren 2019 præsenteres 60 mesterværker i Kinsky Paladset i den tjekkiske hovedstad, Prag.
Udstillingen French Impressionism: Masterpieces from the Ordrupgaard Collection er udarbejdet i samarbejde med National Gallery i Prag og en fornem tilføjelse til den franske udstillingsturné i udlandet.

 

Samlet overblik over franske samlings turné

Musée Jacquemart-André, Paris, Frankrig : 14. september 2017 – 22. januar 2018.
National Gallery of Canada, Ottawa, Canada : 18. maj – 9. september. 2018
Palazzo Zabarella, Padova, Italien :  29. september 2018 – 29. januar 2019
Fondation Pierre Gianadda, Martigny, Schweiz : 8. februar – 16. juni 2019
National Gallery Prague – Kinsky Paladset, Prag, Tjekkiet: 29. juni – 13. oktober 2019

 

Følg med på siden her for videre opdateringer om den franske samlings turné.

For yderligere information skriv venligst på:

ordrupgaard@ordrupgaard.dk