Realisme

Realisme

Når man bruger begrebet realisme om kunst generelt, betegner det værker, der i en eller anden forstand er virkelighedsnære eller viser noget virkelighedsnært. Her præciseres begrebet derimod specifikt i forhold til en særlig stil i fransk 1800-tals maleri.

Virkeligheden som motiv

I 1800-tallets franske maleri havde realismebegrebet udgangspunkt i kunstnernes ønske om at inddrage den samtidige sociale virkelighed som motiv. Med den nye stil blev der vendt op og ned på maleriets rangorden, og motiver fra samtiden blev nu prioriteret højere end de traditionelle akademiske motiver med mytologiske eller historiske figurer. Den franske realisme fik en epokegørende betydning for malerkunstens udvikling.

Fortællende og beskrivende realisme

Ikke al realistisk kunst var lige moderne og progressiv. Der opstod også en mere konservativ, salonagtig realisme. Disse to tendenser udmønter sig i to retninger: en fortællende realistisk retning, overfor en mere beskrivende realistisk retning.

Den fortællende retning lægger vægt på anekdoter og malerierne har ofte et sentimentalt anstrøg, mens den beskrivende retning ikke vil fortælle historier med pointer, men snarere vise spejlinger af virkeligheden, som den blev oplevet af kunstneren. Denne type konkret og historieløs realisme regnes almindeligvis for den mest moderne, og det er den, der har dannet grundlaget for billedkunstens videre udvikling.

Vis mig en engel, så skal jeg male den

I fransk maleri i 1800-tallet er begrebet realisme først og fremmest knyttet til maleren Gustave Courbet (1819-1877). Han var den første kunstner, der officielt forklarede sin opfattelse af realismen som stil og holdning, bl.a. i et manifest udgivet i 1855. Heri proklamerede han, at han ønskede kunstnerisk uafhængighed, samt at han ville vise sin subjektive opfattelse af samtidens fænomener i hverdagsbilleder.

Courbets radikale ambition var også at nå demokratiske mål igennem kunsten. Han mente, at man ved at fordybe sig i dagligdagens detaljer kunne gøre verden bedre. Ifølge hans overbevisning kunne man kun male det, man kunne se, og han citeres ofte for med brod til samtidens religiøse maleri at have sagt: “Vis mig en engel, så skal jeg male den”.

Courbets subjektive realisme

Indenfor billedverdenen trak han på en tradition for virkelighedsskildring – gerne med den socialt dårligt stillede del af befolkningen som motiv – der i fransk kunst er repræsenteret ved bl.a. Louis Le Nain (ca.1593-1648), Théodore Géricault (1791-1824) og Jean-François Millet (1814-1875).

Han koblede denne billedbevidsthed med indtryk fra samtidens populærtryk og med en revolutionerende maleteknik, hvor han brugte sin paletkniv til at smøre maling på lærredet. Derved dannedes en helt særegen overflade i maleriet og en virkelighedseffekt, der hang nøje sammen med hans idé om at lade den individuelle oplevelse skinne igennem og bryde med konventionerne.

Courbet opnåede en subjektiv realisme med en billedmæssig sensibilitet, der var provokerende i samtiden, fordi den ikke havde den forventede grad af poesi, patos og skønhed, som på den tid var normen for et kunstværk.

Groteske samfundsforhold

En anden vigtig realist var Honoré Daumier (1808-1879), som var en generation ældre end Courbet. Daumier arbejdede mest i tegninger og litografier og var tit karikerende i sin realisme for at tydeliggøre de efter hans mening ofte groteske samfundsforhold.

Fælles for Daumier og Courbet er, at deres politiske engagement førte til fængselsophold, og for Courbet betød hans deltagelse i nedstyrtningen af magtsymbolet Vendôme-søjlen under Pariserkommunen, at han måtte leve i eksil i Schweiz de sidste fire år af sit liv.

Realisme på Ordrupgaard

I Ordrupgaards franske samling findes værker af bl.a. Daumier, Courbet, Degas og Manet, der i større eller mindre grad repræsenterer realismen.

Honoré Daumier: Bryderen, ca. 1852

 

Hør museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark fortælle om Ordrupgaards franske samling.