Postimpressionisme

Postimpressionisme

Postimpressionisme er en fællesbetegnelse, der dækker flere af de forskellige stilretninger, der optrådte i forlængelse af impressionismen i slutningen af 1880’erne i Frankrig.
Begrebet postimpressionisme blev først lanceret af den engelske kunstner og kritiker Roger Fry (1866-1934) i 1910 som betegnelse for de forskellige retninger, der udsprang af impres-sionismen, men bevægede sig væk fra dens naturalistiske tendenser.

De mest betydningsfulde postimpressionister var Paul Gauguin, Paul Cézanne, Vincent van Gogh (1853-1890), Georges Seurat (1859-1891), Maurice Denis (1870-1943), Pierre Bonnard (1867-1947) og Henri de Toulouse-Lautrec (1864-1901). De arbejdede alle i forskellige retninger, men med det tilfælles at de var i opposition til det traditionelle akademiske kunstsyn.

Hos Cézanne, Gauguin og van Gogh kan man bl.a. iagttage en mere regelret og konstruktiv penselføring end i den tidlige impressionisme hos bl.a. Monet. Til forskel fra den traditionelle impressionisme fokuserede kunstnerne nu bl.a. på konturer i malerierne, og de frigjorde farverne til at være mere ekspressive end naturalistiske virkemidler. Gauguin bevægede sig i en symbolistisk retning, og modsat impressionisternes idylliske billeder viste van Gogh og Toulouse-Lautrec mere rå og deprimerende sider af “det moderne liv”.
I 1886 på den ottende og sidste af de oprindelige impressionistudstillinger var to nye navne på plakaten. Det var kunstnerne Georges Seurat (1859-1891) og Paul Signac (1863-1935). De eksperimenterede med en slags rendyrkning og strukturering af den impressionistiske malemåde, men i en anden retning end Cézanne, van Gogh og Gauguin.

De kobles især sammen med stilbegrebet pointillisme, der kommer af fransk point og betyder punkt eller prik. Istedetfor lange penselstrøg lagde kunstnerne malingen på prik ved prik, og set tæt på domineres billederne af et uendeligt antal præcist placerede prikker. Farveholdningen er nøje afstemt, og især er primærfarverne udnyttet til det yderste. På grund af kunstnernes fornyelse af den impressionistiske teknik kaldte de sig neoimpressionister, og Signac udgav i 1899 bogen “Fra Delacroix til Neo-impressionismen” for at understrege, at kunstnernes inspiration var hentet fra Delacroixs romantiske maleri og især fra hans farvebrug. Neoimpressionisterne brugte den samme motivverden som impressionisterne, indtryk hentet fra “det moderne liv” og fra landskaber i og omkring Paris.

Men figuropfattelsen og malemåden er hos neoimpressionisterne anderledes skematisk og virker mere analytisk bestemt end impressionisternes ofte naturalistiske tilgang.
Karakteristisk for Seurats maleri er de isolerede figurer. Det flimrende liv, der prægede impressionisternes værker, synes stivnet hos Seurat – måske i en erkendelse af, at flygtighed som sådan ikke kan gribes uden samtidig at stivne. Seurats sidste maleri Cirkus fra 1890-91 er med sit underholdnings-motiv knyttet til flere af hans andre figurmalerier. Cirkusmotivet er desuden typisk for samtidens billedvalg og figurernes gådefulde og fremmedgjorte, let dekadente udtryk kan ses i sammenhæng med f.x. Toulouse-Lautrecs malerier og Degas’ monotypier fra forlystelsessteder og bordeller i Paris.

Generelt for postimpressionisterne kan man sige, at de kondenserede og strukturerede træk fra impressionismen, samt frigjorde farven til også at kunne male det, der ikke var synligt. De pointerede kunstens fortolkende og ikke-naturalistiske gengivelser af verden.
På Ordrupgaard hænger værker af Cézanne og Gauguin.

 

Hør museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark fortælle om Ordrupgaards franske samling.