Portræt af Finn Juhl

Portræt af Finn Juhl

 

Finn Juhl var banebrydende inden for især møbeldesign, men også en værdsat arkitekt med sans for samspillet mellem møbler, rum og farver.

Selvom Finn Juhl var uddannet arkitekt, blev han først og fremmest verdensberømt som møbeldesigner. Hans organiske design og skulpturelle formsprog, der var inspireret af den frie kunst, kom til at redefinere Danmark som et foregangsland på designfronten.

Fra omkring 1930 til slutningen af 1960’erne var Finn Juhl en del af den epokegørende bevægelse ”Danish Modern”, der omfattede navne som Arne Jacobsen, Hans Wegner, Poul Kjærholm, Kaare Klint, Mogens Koch og Børge Mogensen, og som dannede grundlag for det efterfølgende internationale eksportboom af dansk arkitektur og design frem til i dag.

Finn Juhls hus, som han byggede til sig selv og sin familie i 1942, er i dag en del af Ordrupgaard og et strålende eksempel på hans visionære måde at tænke på tværs af discipliner. Huset er et helt unikt samspil mellem kunst, design, arkitektur og interiør.

Finn Juhl Biografi

 

Finn Juhl blev født den 30. januar 1912 på Frederiksberg. Faren, Johannes Juhl, var grosserer inden for tekstilbranchen. Moren, født Goecker, nåede han aldrig at kende, da hun døde blot tre dage efter fødslen. Ud over faren havde Finn Juhl også en to år ældre bror.

1930’erne – De eksperimenterende år

Finn Juhl blev student fra Sankt Jørgens Gymnasium i 1930, og samme år blev han optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen.

Oprindeligt ville Finn Juhl have læst kunsthistorie på universitetet, men det faldt ikke i god jord hos faren, hvilket resulterede i, at han endte med det mere jordnære arkitektstudium. Dog forblev kunsten en vedvarende inspirationskilde for Finn Juhl, hvilket man også kan se i den måde, hvorpå hans møbler adskiller sig fra tidens mere retlinede og kantede formsprog, der var institutionaliseret af Kaare Klint, professor på Kunstakademiet, Skolen for Møbelkunst. Modsat Klint-skolens funktionsorienterede, matematiske-videnskabelige tilgang til dansk møbeldesign, var Finn Juhls ambition ikke kun at lave funktionelle siddemaskiner, han var inspireret af international abstrakt kunst, hvilket afspejler sig i hans møbler.

Allerede som 18-årig besøgte han Stockholmudstillingen, hvor han så arkitekten Erik Gunnar Asplunds funktionalistiske bygninger, der var det første store, samlede udtryk for, at modernismen for alvor var nået til Skandinavien. Funktionalisterne ville gøre op med de tunge, historiske stilarter og med det klassepræg, som de var udtryk for. Her oplevede Finn Juhl altså tiden og samfundets strømninger, kampen mellem det gamle og det nye, udtrykt i arkitekturen.

I sommeren 1934, mens Finn Juhl stadig var studerende, blev han ansat hos arkitekten Vilhelm Lauritzen, der også underviste på akademiet. Det var almindeligt, at de særligt dygtige elever blev udvalgt af underviserne til deres egne tegnestuer. I tiden, hvor Finn Juhl arbejdede for Vilhelm Lauritzen, fik tegnestuen blandt andet til opgave at tegne og indrette Københavns Lufthavn samt det nye Radiohus, der i dag står som et eksemplarisk, funktionalistisk bygningsværk. I tæt samarbejde med arkitekt Viggo Boesen var Juhl ansvarlig for designet af Radiohusets interiør. Jobbet hos Vilhelm Lauritzen skulle i første omgang bare have været et sommerjob, men Finn Juhl blev hos Lauritzen i 11 år. Han blev derfor aldrig officielt færdig med sin uddannelse, men det fik ikke den store betydning for ham, da han i 1942 alligevel blev medlem af De Danske Arkitekters Sammenslutning og dermed anerkendt af sine kolleger.

Den 15. juli 1937 giftede Finn Juhl sig med tandlæge Inge-Marie Skaarup. Samme år begyndte han at udstille sine møbler på Snedkerlaugets årlige møbeludstillinger. I den forbindelse indledte han et tæt samarbejde med snedkermester Niels Vodder, der gennem en periode på 20 år udførte hans møbler, deriblandt hans mest kendte stole FJ44, FJ45 stolen og Høvdingestolen.

Københavns Snedkerlaugs møbeludstillinger var et vigtigt omdrejningspunkt for unge designere, der søgte at forny dansk design fra det traditionelt udsmykkede og ornamenterede til en mere moderne stil, som gik hånd i hånd med tidens trends i arkitekturen. Her udstillede også de jævnaldrende kollegaer Børge Mogensen og Hans Wegner. De tre arkitekter Juhl, Mogensen og Wegner er i dag designerikoner og blandt de mest kendte repræsentanter for moderne dansk møbeldesign. Hver især havde de både en forskellig baggrund og tilgang til deres arbejde. Finn Juhl var heraf på mange måder den mest kontroversielle i sin æstetiske udformning. Modsat Wegner og Mogensen og datidens andre møbeldesignere var han ikke snedkerudannet eller udlært møbelarkitekt, og hans tilgang til mediet hvilede derfor i højere grad på den mere intellektuelle baggrund som arkitekt. Derfor var der også fra begyndelsen diskussion omkring Finn Juhls møbler, der udover at bryde med traditionen ved at være selvlært, ansås for at være for frie i deres form. På trods af dette fik mange af hans møbler allerede i samtiden ikon-status.

1940’erne – Karriereårene

1940’erne var på mange måder Finn Juhls gyldne årti. Karrieremæssigt var han på sit højdepunkt, og det var også i 40’erne, at han skabte sine mest ikoniske møbler heriblandt FJ45 stolen, der kan diskuteres at være stolen, som for alvor slår fast, at Finn Juhl er noget ud over det sædvanlige som møbeldesigner.

I 1942 byggede Finn Juhl sammen med Inge-Marie Skaarup huset på Kratvænget 15 i Ordrup for fælles midler. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Finn Juhl længe havde arbejdet med at forene møbeldesign, kunst og kunsthåndværk i moderne og funktionelle indretninger. Med opførelsen af sit eget hjem kunne hans ideer blive til virkelighed. Finn Juhl og Inge-Marie Skaarup blev senere skilt. Efter skilsmissen og frem til sin død i 1989 levede Finn Juhl sammen med Hanne Wilhelm Hansen, som boede i huset til sin egen død i 2005.

I 1945 sagde Finn Juhl sit job op hos Vilhelm Lauritzen, og startede sin egen tegnestue i Nyhavn med speciale i interiør og møbeldesign. Året efter var han på højdepunktet af sin karriere som møbeldesigner og fik sin første store interiøropgave med indretningen af Bing og Grøndahls butik på Amagertorv i København. Dette ansås senere for at være et af hans hovedværker, og han modtog i 1947 Eckersberg medaljen for sin indsats.

Finn Juhl deltog også i konkurrencer, der omhandlede socialt boligbyggeri. Han mente, at en arkitekt også skulle være med til at udarbejde et udkast eller en idé til bygningsinteriør. Hans ideer fik ikke meget medhold i samtiden, men det blev senere almindeligt for arkitekter også at designe interiør.

Fra 1945-1955 var Juhl overlærer på Skolen for Boligindretning. Som lærer lagde han særlig vægt på betydningen af interiøret i nye bygninger. Han samlede sine ideer i bogen ”Hjemmets Indretning”, der blev beundret og udgivet i diverse tidsskrifter og blade.

I 1948 mødte Finn Juhl lederen af Museum of Modern Arts’ Department of Industrial Design, Edgar Kaufmann Jr. De to indledte et livslangt venskab, og Kauffmann Jr. blev en vigtig, eller snarere den vigtigste, katalysator for Finn Juhls karriere i USA. Mange år senere beskrev Finn Juhl selv, hvordan Edgar Kaufmann Jr. i USA havde været hans guru og inspirator.

I løbet af 1949 tegnede Juhl sin mest kendte og eksklusive stol, Høvdingestolen, og designskribenten Svend Erik Møller skrev, at ”Finn Juhl er ubestridt vores fornemste møbelkunstner.” Dette var også året, hvor Finn Juhl for alvor begyndte at blande sig i debatten om møbeldesign og boligindretning. På mange måder var der lidt af en rebel i Finn Juhl, han stak ofte næsen frem og var ikke bleg for at deltage i diskussioner om opfattelsen af arkitekternes samfundsmæssige rolle. Udover at stå i opposition til den herskende tankegang inden for dansk møbeldesign, udtrykte Juhl ved flere lejligheder kritik over for samtidens snævre forståelse af funktionalisme-begrebet.

1950’erne – Udenlandsk gennembrud

I 1950’erne fik Finn Juhl sit store amerikanske gennembrud. Blandt andet tildelte akademirådet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Juhl den prestigefyldte opgave at indrette Formynderskabsrådets sal til De Forenede Nationers hovedsæde i New York. I dag anses FN-salen for at være et hovedværk i Finn Juhls karriere.

Godt hjulpet på vej af venskabet med Edgar Kauffmann Jr. vandt Finn Juhl indpas i USA, dels på grund af den fremragende kvalitet hans møbler var udført i af Niels Vodder, og dels fordi hans organiske formsprog var unikt i USA. Juhls møbler blev et symbol på den gode individuelle smag for den veluddannede del af USA’s middelklasse, der ønskede om at skille sig ud fra den masseproducerede møbelproduktion

I løbet af 50’erne begyndte Juhl at føle, at han var nået så langt, som det var muligt inden for de rammer, møbelsnedkertraditionen satte, og han fandt nu sin inspiration uden for landets grænser, hvilket på sin vis var nærliggende, da han på dette tidspunkt i stigende grad enten opholdte sig i eller udstillede i udlandet, deriblandt hovedsagligt USA. Han blev blandt andet inspireret af den amerikanske designer Charles Eames. Dette kom til udtryk i hans møbelserie fra 1953, præsenteret i møbelforretningen Bovirke, et par år efter hans første USA-tur. ”Bovirkes 1953-serie” var Juhls sidste store præsentation på møbelfronten. Han fortsatte med at tegne møbler, men de øvrige industriproducerede møbler hævdede sig ikke på nogen måde.

Også Danmark stod over for industrialisering af møbelproduktionen og nye materialers potentiale. Her var Finn Juhl fortaler for en industriel produktion af danske møbler. Han udtrykte sig kritisk i forhold til snedkerfagets dominans i dansk møbelkunst og de bånd, den havede lagt på ham og dansk møbeldesign generelt.

Måske var det også Finn Juhls tvivl på, om dansk møbeldesigns fremtid lå hos snedkerhåndværket, der gjorde, at det 20 år lange samarbejde med snedkermester Niels Vodder endte i 1957. Det vides dog ikke med sikkerhed, hvad årsagen til bruddet var, det kunne også meget vel være, at Juhl havde fået travlt med andre ting som at tegne møbler til møbelfabrikker og udføre indretnings opgaver.

Finn Juhl i dag

I 1982, da Finn Juhl var 70 år gammel, åbnede Kunstindustrimuseets en retrospektiv Finn Juhl-udstilling, små 20 år efter at Museum of Modern Art udstillede Juhls møbler for første gang. Kunstindustrimuseet, der var en konservativ institution og tilhænger af Klint-skolens ideer, erkendte dermed, at Finn Juhls møbler var blandt moderne møbelkunsts hovedværker.

Finn Juhl var dog allerede anerkendt og beundret i sin samtid, i Danmark såvel som i udlandet, og med den retrospektive udstilling, der var indrettet af Finn Juhl selv, gik hans møbler fra at være samtidige møbler til moderne hjem til at blive iscenesat som historiske, klassiske og tidsløse møbler fra en svunden tid i dansk møbeldesign.

I dag har møblerne fået en renæssance som møbelklassikere, kostbare samlerobjekter, designikoner og museumsstykker udstillet i hele verden.

 

For en oversigt af højdepunkter fra Finn Juhls liv klik her kronologi.

KATEGORI
Finn Juhls hus