Pissarro: Blommetræer

Camille Pissarro (1830–1903): Blomstrende blommetræer, Éragny. Kunstnerens hjem

 

Olie på lærred | 60 x 73 cm | 1894

 

Pissarro beskæftigede sig fortrinsvis med de nære, udendørs omgivelser. Han var interesseret i at vise dagligdagslivet omkring familiens hus, i landsbyen eller på marken. Hans malerier er tit pittoreske på en måde, der tildels er inspireret af Corot og Millet.

 

I 1884 bosatte Pissarro sig med sin familie i Éragny nordvest for Paris. Motivet her er fra husets have, og viser den badet i et flimrende forårslys. Koncentrationen er lagt omkring lysspillet i de blomstrende frugttræer, og Pissarro har til fulde udnyttet den impressionistiske tekniks gennemslagskraft.

 

Karakteristik

Camille Pissarro var den ældste i gruppen af impressionistiske malere. Han deltog i alle de otte legendariske impressionistudstillinger og kom til at indtage en slags kunstnerisk faderrolle i forhold til bl.a. Gauguin. Centralt for hans maleri er den meget konsekvente udforskning af, hvad man kunne kalde en klassisk impressionisme, kun afbrudt af en periode i slutningen af 1880’erne hvor han for en tid sluttede sig til pointilisterne.

 

Motivverden: Landskaber og havebilleder, billeder af landarbejdere, bybilleder og portrætter.

Stilart: Impressionisme

 

Læs mere om Pissarro på Musée d’Orsays hjemmeside.

Pissaro Blommetræer
KATEGORI
Den franske samling