Monet: Waterloo Bridge

Claude Monet (1840–1926): Waterloo Bridge, gråvejr

 

Olie på lærred | 65,5 x 100,5 cm | 1903

 

Billedet hører til en af de omfattende serier af malerier, som Monet påbegyndte i begyndelsen af det 20. århundrede. Fra et hotelværelse i London skildrede han synet af Waterloo Bridge, Themsen og fabrikkerne på den modsatte bred i forskelligt vejrlig og på forskellige tidspunkter af dagen. Billederne er ikke så meget prospekter, men en slags undersøgelser af atmosfæriske forhold og fænomener: Vandets bølgen, trafikken der passerer over broen, skorstensrøg i baggrunden og frem for alt det lys- eller tågeslør, der indhyller hele motivet.

 

Billedernes flimrende, øjebliksagtige karakter er ofte resultat af en lang arbejdsproces. Monet har i dette tilfælde sandsynligvis påbegyndt maleriet i London og senere færdiggjort det over en længere periode i sit atelier i Giverny.

 

Karakteristik

Claude Monet er en af pionererne indenfor udforskningen af den impressionistiske malemåde. Det var således et af hans værker, der gav stilen dens navn. Helt centralt i hans arbejde er den gentagne insisteren på at male lys, luft og vand.

 

Motivverden: Landskaber omkring Seinen, mennesker i naturen, billeder af de moderne storbyer Paris og London, serier af udvalgte motiver set i forskelligt lys som for eksempel katedralen i Rouen og høstakke på en mark, billeder fra hans have i Giverny – bl.a. af åkander.

Stilart: Impressionisme

 

Læs mere om Monet på Musée d’Orsays hjemmeside.

Monet waterloo bridge
KATEGORI
Den franske samling