Moderbilleder. Det første sekund

Den danske billedkunstner og fotograf Suste Bonnén (f. 1948) fortsætter nu sin serie Moderbilleder fra 1990’erne og har skabt en række nye billeder, der i bogstaveligste forstand vender tilbage til seriens udgangspunkt. I løbet af en måned på Rigshospitalets fødegang fotograferede Suste Bonnén livets første minut. Det nyfødte barns første skrig, hvori hele livet synes at være koncentreret, er smukt og grimt på samme tid og fascinerer både visuelt og symbolsk.

Suste Bonnéns seneste værker i serien Moderbilleder. Det første sekund vises i tilknytning til Ordrupgaards særudstilling Mary Cassatt. Fransk-amerikansk impressionist på papir.

Suste Bonnéns bronzeskulptur Bebudelsen kan ligeledes ses på Ordrupgaard under udstillingen. Værket fra 1992 repræsenterer et meget tidligt eksempel på den multimediekunst, der siden har markeret sig stærkt i samtidskunsten. Således bærer kvindeskulpturen på en skærm, hvorpå et scanningsbillede er synligt, samtidig med at det ufødte barns hjertelyd høres. I kraft af sin titel skaber Bebudelsen en sammenhæng mellem det bibelske mirakel og det mirakel, der finder sted hver dag verden over.

For yderligere oplysninger kontakt: Presseansvarlig Line Lærkholm-Bengtsen
tlf.: 39 96 04 75 eller limalb@ordrupgaard.dk.

Dato

08.februar 2013 - 09.juni 2013

KATEGORI
Tidligere udstillinger