L.A. Ring: Lundbyes bænk

Lauritz Andersen Ring (1854-1933): Lundbyes bænk ved Arresø

 

Olie på lærred | 43,5 x 56 cm | 1899

 

Af de lokale beboere ved egnen omkring Frederiksværk var Ring blevet fortalt, at maleren J. Th. Lundbye havde siddet på netop denne bænk, når han malede sine panoramaer over Arresø. Selv om historien måske ikke var sand udnyttede Ring dens mytologiske betydning til på én gang at fremhæve og tilsløre sin egen position. På den ene side kunne han hylde Lundbye som inkarnationen af en gylden tidsalder; på den anden side kommenterede han netop ved Lundbyes fravær guldalder-konstruktionens sammenbrud på kanten af det 20. århundrede.

 

Billedet er intenst i sin jordnærhed og samtidig står bænken — som det centrale omdrejningspunkt — lysende hvid og skrigende tom som et koncentreret billede på fraværet. Selve landskabet, der for Guldalderen blev set som kilden til de ideale værdier, fortaber sig tilsvarende tomt bag bænken. Søens og markernes nøgne flader har ingen særligt betonede træk, men skyder sig formålsløst ind over hinanden. Træets frønnede stamme lukker effektivt for billedets venstre kant og dermed også for enhver tilbageskuen. Samtidig peger den øverste gren på et nyt og endnu ikke udforsket domæne.

 

Karakteristik

L.A. Ring er en af de mest fremtrædende repræsentanter for realismen i dansk kunst. Han var håndværkersøn og blev selv uddannet som håndværksmaler, før han blev optaget på Kunstakademiet. Gennem hele livet holdt han fast i sit udgangspunkt, både personligt og i sit værk. Han tog navn efter den lille sydsjællandske landsby, hvor han var født, og landbefolkningen og dens omgivelser blev hans stadigt tilbagevendende motivkreds.

Karakteristisk for Rings malerier er en rå og direkte realisme. Han betragtede verden med et gennemtrængende blik, der er smerteligt skarpt og nådesløst.

Stilart: Realisme, symbolisme

 

Se flere værker af L.A. Ring på Kunstindeks Danmark.

L.A. Ring. Lundbyes bænk
KATEGORI
Den danske samling