Kunstpark Ordrupgaard 2017

Kunstpark Ordrupgaard har i 2017 fået et flot værk af den danske kunstnerduo Randi og Katrine.

I Kunstpark Ordrupgaard kan du opleve værker af samtidskunstens stjerner, der skaber stedspecifikke værker med udgangspunkt i den omkringliggende natur, samt Ordrupgaards kerneområde: fransk impressionisme. I 2017 åbner parken med et nyt værk skabt af kunstnerduoen Randi og Katrine.

Pinecone Pavilion

Den danske kunstnerduo Randi og Katrines bidrag til Kunstpark Ordrupgaard er en over fire meter høj grankogle lavet specielt til museets park. Værket Pinecone Pavilion vil blive placeret i en lille lysning, gemt bag træer og krat som en skjult overraskelse, der åbenbarer sig for den besøgende.  Koglen er omgivet af fyrretræer og små kogler ligger derfor på jorden, hvor den står. På ydersiden fremtræder koglen med en overvejende naturlig farvepalet, men i koglens indre er der derimod noget ganske andet på spil.

Som motiv har kogler gennem historien indgået som et dekorativt element i arkitekturen og været symbol på oplysning og viden. Samtidig er koglen hverdagslig, ikke-kostbar og allemandseje, – en lille fascinerende ting, som børn samler op og putter i lommen.

Den store kogle forbinder sig til en lang tradition for lysthuse og pavilloner, som eksempelvis Ordrupgaards eget lille lysthus, der i daglig tale kaldes Pandekagehuset. Koglen indgår også som et dekorativt element i Ordrupgaards gamle herskabshjem fra 1916, hvor den blandt andet er gengivet på visse møbler og i stukornamenter.

Randi og Katrine

Kunstnerduoen har været optaget af koglers struktur, mønstre og opbygning. Dens form genkendes i forskellige typer af arkitektur fra traditionelle hytter i Sudan, Burkina Faso og Etiopien til mere moderne bygningsværker som Bruno Tauts glaspavillon i Köln (1914) eller Norman Forsters kogleformede The Gherkin i London (2003).

 

Randi og Katrine

Se videoen til Pinecone Pavilion, 2017

Værket er støttet af 15. Juni Fonden
Produceret på Statens Værksteder for Kunst

Dato

juni 15, 2017

KATEGORI
Aktuelle udstillinger