Degas: Tre danserinder

Edgar Degas (1834-1917): Tre danserinder

 

Pastel på papir | 90,5 x 85 cm | Ca. 1898

 

Degas var pastelmaler par excellence. Især i de sene værker som dette udforskede han pastelkridtteknikken. Han lagde mange lag farve ovenpå hinanden og varierede strøgene, så han fik skabt de mest utrolige effekter, der på mange måder kan siges at foregribe den abstrakte kunst.

 

Danserindemotivet var et af Degas’ foretrukne. I dette billede var det ikke så meget fortællingen i selve dansen eller de individuelle danserinder han dyrkede. Han lagde derimod fortællingen i en eksplosiv sansning af farven, og i de forskellige strukturer han fandt i overfladerne. Danserinderne poserer, men opsuges som figurer af intensiteten i farverne og af Degas’ abstraherende teknik, og scenen — eller publikum — i baggrunden er blevet til et rent fabulerende pastellandskab.

 

Karakteristik

Edgar Degas markerede sig som en af de betydeligste kunstnere for den tidlige modernisme. Han indtog en særstilling i gruppen af impressionister på grund af sin iøjnefaldende og radikale malemåde. Især er hans særegne beskæringer af motiverne og de nærmest voyeurististiske iagttagelser af livet omkring ham bemærkelsesværdige. Centralt i hans værk står også den grænsesøgende udforskning af mulighederne indenfor pastelteknik, monotypi, skulptur og fotografi.

 

Motivverden: Portrætter, historiemalerier, “det moderne liv”, balletdanserinder, vaskekoner, kvinder ved deres toilette og væddeløbsheste.

Stilart: Impressionisme

 

Læs mere om Degas på Musée d’Orsays hjemmeside.

Degas danserinder
KATEGORI
Den franske samling