Carsten Höller

Tysk-belgiske Carsten Höller har udstillet kæmpe rutsjebaner på Tate Modern i London, lukket levende rensdyr og kanariefugle ud på Hamburger Bahnhof og installeret roterende karruseller på New Museum i New York. Hans overraskende og legesyge værker har gjort ham til et af de største navne på den internationale samtidskunstscene, og nu kan hans tre meter høje paddehat opleves i Kunstpark Ordrupgaard 2014.
Giant Triple Mushroom 
er skabt specielt til museets park. Med fine lameller tårner svampen sig op mellem træerne og forvandler publikum til små myrer i skovbunden. Paddehatten har været et tilbagevendende motiv i Höllers kunst siden halvfemserne.

Carsten Höller er født i Belgien i 1961, er tysk statsborger, uddannet biolog og har været udøvende kunstner siden 80’erne.
Han har udstillet på nogle af verdens mest anerkendte museer, bl.a. New Museum, New York, Hamburger Bahnhof, Berlin, Museum für Gegenwart, Berlin, Tate Modern, London, Centre Pompidou, Paris og Guggenheim Museum, New York. Han bor og arbejder i Stockholm og Ghana.

 

Se videoen om Carsten Höllers værk Giant Triple Mushroom her

KATEGORI
Kunstpark Ordrupgaard 2014