Påsken på ordrupgaard

Traditionen tro byder påsken på Ordrupgaard på en lang række spændende arrangementer med kunsten i fokus. Se den aktuelle særudstilling, besøg påskebordet, shop påskepynt i pop-up shoppen, kom til tegneværksted eller gå en tur i park og nyd de mange kunstværker i forårsvejret.

Oplev den anmelderroste særudstilling Pissarro. Et møde på Skt. Thomas, der vender et hidtil ubeskrevet blad i kunsthistorien. Udstillingen fortæller om Fritz Melbye og Camille Pissarros møde i Dansk Vestindien, hvorfra de tog på en kunstnerisk dannelsesrejse ind i den venezuelanske jungle i en fælles søgen efter inspiration og motiver.

I det gamle herskabshjem bliver påskebordet dækket fredag den 31. marts. Ordrupgaard har i år inviteret stylist og designer Helle Høgsbro Krag, som også åbner en pop-up shop i museets vinderhave. Helle Høgsbro er tidligere indehaver af den kendte børnetøjs- og designbutik Crème de la crème à la Edgar og hendes designs er kendetegnet ved brugen af smukke farver, god kvalitet og humor. Hun har tidligere haft pop-up shops hos Holly Golightly og Fil De Fer – og nu også på Ordrupgaard.

Helle Høgsbros pop-up shop holder åbent følgende dage:

Fredag den 31. marts kl. 13-17

Lørdag den 1. april kl. 11-17

Søndag den 2. april kl. 11-17

Fredag den 7. april kl. 13-17

Lørdag den 8. april kl. 11-17

De yngste museumsgæster kan komme på tegne- og maleværksted med kunstner Oliver Abbey. Her kan man lære at tegne kongepalmer og palmeblade, inspireret af junglemalerne Camille Pissarro og Fritz Melbye. I løbet af en hel eftermiddag vil workshoppens deltagere lære at bruge stencils, blande farver og bliver undervist i forskellige tegne/male teknikker. Oliver Abbey er uddannet grafisk designer fra University of the Arts i London og Danmarks Designskole.

Værkstedet afholdes torsdag den 13. april og mandag den 17. april kl. 13-16.30

Billetter kan købes her:

Ordrupgaard satser på dejligt forårsvejr i påsken, for den 1. april åbner kunstlegepladsen for sommerhalvåret. Der tændes for Olafur Eliassons værk Vær i vejret – den smukke bronzering der sender damp ud over Ordrupgaards park, hver gang vinden vender.

Vi ses i påsken på Ordrupgaard!