Ordrupgaard søger lejer til Finn Juhls hus (aprilsnar)

Siden 2008 har et af Danmarks smukkeste hjem været en del af Ordrupgaards faste samling. Nu søger det nordsjællandske museum en lejer til huset på Kratvænget 15, hvor arkitekt og designer Finn Juhl selv boede. Museet håber på denne måde at sikre sine besøgende en mere autentisk museumsoplevelse.

Har du altid drømt om at bo i et vaskeægte stykke arkitekturhistorie, omgivet af ikonisk dansk design?  Nu har du chancen for at flytte ind i et af Danmarks smukkeste huse, beliggende i Charlottenlund nord for København – med kunstmuseet Ordrupgaard som nærmeste nabo.

Det bedste af dansk design

Finn Juhls hus blev skænket til Ordrupgaard for snart 9 år siden. I sommerperioden, samt i weekender og helligdage hele året, kan museets gæster nyde Finn Juhls smukke stuer hvor arkitektens egne møbler står side om side med spændende rejsesouvenirs og kunst af Vilhelm Lundstrøm, Asger Jorn, Sven Wiig Hansen m.fl. Huset er et populært udflugtsmål for designelskere og turister, som kommer langvejs fra for at nyde toppen af dansk design. For at give sine gæster en mere autentisk oplevelse af livet i huset søger Ordrupgaard nu en lejer, som kan tage sig af det smukke hjem på daglig basis – også når de sidste museumsgæster er gået hjem.

Hvidpudset funktionalisme

Huset er i ét plan, fra 1942 og bygget i funktionalistisk stil med hvidpudsede mure. Det er tegnet af arkitekten selv, som boede der frem til sin død i 1989. Huset fremstår flot med stort soveværelse, to mindre værelser, kæmpe stue, køkken samt spisestue og vinterhave i forskudt plan. Huset står fuldt møbleret, ligeledes med Finn Juhls ikoniske design. Med til huset hører en stor solbeskinnet have.

Som lejer i Finn Juhls hus forpligter du dig til at vedligeholde huset og haven. Ligeledes forventes det, at du i weekenderne er til stede, når Ordrupgaard åbner huset op for besøgende kl. 10-16.45. Du vil blive varskoet om særbesøg i hverdagene med minimum to dages varsel. For at komme i betragtning som lejer skal du være over 30 år, ikke-ryger, og det er en fordel, hvis du interesserer dig for kunst og design.

Da alle genstande i huset er inventariserede museumsgenstande, er følgende ikke tilladt i lejeperioden:

-Alkohol (særligt rødvin)

-Madvarer med megen farvestof (marmelade, sojasovs, tomatpuré etc.)

-Husdyr (med undtagelse af akvariefisk)

-Børn under 15 år

Det er ligeledes forbudt at benytte husets originale Finn Juhl-møbler, men det er tilladt at anskaffe klapstole, klapborde, drømmesenge, plastbestik og papservice. Der kan ansøges om tilladelse til at flytte afspærringer og afstandsbarrierer ved festlige lejligheder.

Hvis du ønsker at høre mere om lejemålet, send da venligst en mail til mms@ordrupgard.dk