Ordrupgaard køber Carsten Höllers paddehat

040315
Carsten Höllers kæmpe paddehat har været lidt af et hit, siden den blev installeret i parken foråret 2014. De fine, naturtro lameller og den overdimensionerede stok og hat, der er placeret i skovbrynet, tiltrækker både små og store gæster. Og publikum kommer ikke til at gå forgæves, hvis de fremover vil se Giant Triple Mushroom, som paddehatten hedder. Værket blev skabt specielt til Kunstpark Ordrupgaard 2014, men er nu blevet erhvervet af Ordrupgaard og bliver stående i parken som en fast del af museets samling.

Museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark udtaler:

”Det er en stor glæde at føje endnu et fantastisk værk til vores kunstpark og af så betydningsfuld en kunstner som Carsten Höller. En sværvægter på den internationale kunstscene. Hans værker er ikke alene intellektuelt udfordrende, de opfordrer til leg og deltagelse. Helt i tråd med vores koncept for kunstparken, hvor kunsten både skal lægge op til refleksion og fysisk udfoldelse. Höllers paddehat har vakt opsigt og begejstring, og vi er selvfølgelig glade for, at den nu kan blive stående i parken, til glæde for vores gæster i mange år frem.”

Kunstpark Ordrupgaard 2015 åbner 11. juni med værker af Simon Starling, Henry Krokatsis og Klara Kristalova. Traditionen tro fejres åbningen med en stor havefest, hvor alle er velkomne.