nyt værk af Hammershøi til Ordrupgaard

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) er kendt og elsket for sine stemningsmættede interiørmalerier. Han anses for at være en af Danmarks største malere og en af de vigtigste kunstnere i Ordrupgaards samling, som allerede indeholder en række ikoniske Hammershøiværker. Nu har Ordrupgaard takket være generøse donationer fra tre store fonde erhvervet sig værket Hvide døre fra 1899.

Værket Hvide Døre er blandt de første værker, Hammershøi skabte på adressen Strandgade 30. Det er malet i spisestuen, hvor kunstneren siden skabte talrige af sine malerier.  Værket er et eksempel på den minimalistiske og afdæmpede stil, der skulle kendetegne Hammershøi som maler.

Det er første gang, at Hvide døre er på markedet siden det blev malet i 1899. Maleriet har nemlig været en del af den dansk-amerikanske møbelarkitekt Jens Risoms private samling i USA. Her er maleriet gået i arv gennem tre generationer af familien.

Hvide døre kan ses på Ordrupgaards sommerudstilling Masterpieces. Fra Degas til Hammershøi.

Erhvervelsen af Hvide døre var mulig takket være donationer fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.