Kunstpark Ordrupgaard 2013

jeppe_hein_stort

Jeppe Hein og Semicircular Mirror Labyrinth II

Kunstpark Ordrupgaard åbnede med et storstilet projekt af den danske, internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein (f. 1974). Jeppe Hein har vakt forundring og begejstring over alt i verden med værker, der taler til os, engagerer beskueren og appellerer til vores sanser. Jeppe Heins værker har tydelige referencer til 1960ernes formalisme, men i modsætning til minimalismens ophøjede værkbegreb, gør Jeppe Hein op med berøringsangsten i forhold til kunstværket og insisterer på dialog. Hans værker er sociale, de inviterer indenfor og opfordrer os til at undersøge og afprøve dem.

 Semicircular Mirror Labyrinth II

Jeppe Hein er især kendt for sine fantastiske spejllabyrinter. Med værket Semicircular Mirror Labyrinth II, der er lavet specielt til Kunstpark Ordrupgaard, et dansk publikum nu for første gang fået muligheden for at opleve Heins spejlværk, under åben himmel. Den mere end 70 kvadratmeter store spejllabyrint består af to meter høje, spejlblanke metallameller, der reflekterer de grønne omgivelser, lyset og de besøgende, der bevæger sig rundt i installationen. Semicircular Mirror Labyrinth II inviterer den besøgende indenfor i et fascinerende, kalejdoskopisk univers. Interessen for de flygtige synsindtryk og det evigt foranderlige lys kan samtidig ses indenfor på museets vægge i Ordrupgaards berømte samling af fransk impressionisme.

Semicircular Mirror Labyrinth II er bygget op af i alt seks halvcirkulære elementer, bestående af to meter høje, reflekterende stållameller. Labyrinten er placeret tæt ved Café Ordrupgaard og vil således også kunne nydes inde fra museet. Værket vejer seks ton og bliver installeret af et teknikerhold fra Studio Jeppe Hein. Værket er den første udendørs spejllabyrint af Jeppe Hein i Danmark.

1-Dimensional Mirror Mobile

Jeppe Heins værk 1 Dimensional Mirror Mobile består i et dobbeltsidet, cirkulært spejl, der næsten umærkeligt drejer rundt. Spejlmobilen hænger i et træ i den gamle frugthave og kan også ses fra museets café. Det roterende spejl viser nye vinkler på omgivelserne, – perspektiver som det ikke vil være muligt at opfange med øjet alene. På den måde rokker 1 Dimensional Mirror Mobile en lille smule ved vores opfattelse af det omgivende rum.
Værket spejler omgivelserne, der ændrer sig i takt med årstidernes skift og reflekterer lyset, der hele tiden forandrer sig afhængig af vejrlig og tidspunkt på dagen. Spejlmobilen viser parkens løv og der synes at være en kontrast mellem de organiske vækster og den stramme geometriske grundform.  Jeppe Heins værker har tydelige referencer til 1960ernes formalisme, men i modsætning til minimalismens ophøjede værkbegreb, insisterer Jeppe Hein på at gå i dialog med beskueren. Selv siger han: ”For mig er beskuerens tilstedeværelse en mulighed for at bevæge kunstoplevelsen eller kunsterfaringen længere væk fra værket, at gøre værket til et værktøj, hvor det vigtige er det, der sker rundt om værket; den kommunikation, der er mellem folk og rummet.” Spejlet er for Jeppe Hein et værktøj til at gå i dialog med den besøgende, der hele tiden må forholde sig til sit eget og andre besøgendes spejlbillede.

 

Fakta: Jeppe Hein

Jeppe Hein er født i 1974. Han er uddannet fra Kunstakademiet i København (1997) og Frankfurter Städelschule (1999). Jeppe Hein har for alvor slået sit navn fast på den internationale kunstscene med soloudstillinger på prestigiøse museer og institutioner som Centre Georges Pompidou (Paris), Tate Liverpool (Liverpool), Spregel Museum (Hannover), Schirn Kunsthalle (Frankfurt), Frac Île-de-France (Paris), Sculpture Centre (New York), Musée d’Art contemporain de Nîmes (Nîmes) og P.S. 1 Contemporary Art Center (MoMA, New York). Jeppe Hein bor og arbejder i Berlin.

684x240_jeppe-hein-ordrupgaard_1

Jeppe Hein, Semicircular Mirror Labyrinth II, 2013

Se videoen om værket her

P30B9189

Jeppe Hein, 1-Dimensional Mirror Mobile, 2013

Kunstpark Ordrupgaard 2013 er støttet af:

Logo_DK_jpg
15 juni fonden logo